Ingen adgang for hunde!

Klokken var halv fire, og Clara var lige blevet færdig med skolen. Hendes mor ventede ved porten med Jessie, deres hund.

‘Kan vi gå i parken med Ella, mor?’ spurgte Clara.

“Okay, vi kan gå en halv time,” sagde mor.

Da de kom hen til parken, løb Clara og Ella hen mod gyngerne og rutsjebanerne. ’Kom så!’ råbte Clara. ‘Lad os se, hvor højt vi kan gynge!’

‘Du kan ikke komme herind, Jessie!’ råbte Clara og Ella. Mor tog Jessie hen til bænken og bandt ham til den. Hun satte sig ned og begyndte at læse avisen.

En halv time senere…
’Var det hyggeligt?’ spurgte mor.

’Ja, det var genialt! Jeg gyngede højest!’ sagde Clara. “Nej, jeg gyngede højest,” sagde Ella. “Kom nu, vi skal have dig med hjem,” sagde mor.

Den nat kunne Jessie ikke sove. Han tænkte på parken. Stille og roligt steg han ud af sin kurv og gik nedenunder. Han pressede sig igennem kattelemmen – og så var han udenfor! Han løb hen mod parken.

Snart var Jessie i parken. Han gik hen mod gyngerne. Porten var åben. Han gik igennem og så sig omkring … Legepladsen var fuld af hunde!

Jessie klatrede op ad stigen, og rutsjede ned ad rutsjebanen, susede rundt i karrusellen, vippede op og ned på vippen og gyngede op og ned på gyngen.

‘Voooooov!’ gøede Jessie. Han gyngede så højt han kunne på gyngen.

Snart var det tid til at komme hjem. Jessie stod af gyngen, gik gennem porten og gik hjem igen.

Han pressede sig igennem kattelemmen, gik ovenpå og op i sin kurv. Han kiggede på Clara. “Jeg gyngede højest,” tænkte Jessie. Og gik i seng.