Frey og hans Superprutter

I en helt almindelig skoleklasse sad Frey, en glad og smilende dreng, midt i timen. Alle lyttede til læreren, der talte om regnestykker på tavlen, men pludselig skete det, som altid skete med Frey.

Prrrruuuut!

En høj prut lød fra Freys stol, og hele klassen begyndte at grine. Frey rødmede lidt, men kunne ikke lade være med at grine med. “Undskyld,” sagde han med et smil, mens hans klassekammerater grinede så meget, at tårerne løb ned ad kinderne. Selv læreren måtte skjule et smil bag sin hånd.

“Frey, jeg tror, vi skal tage en pause fra regnestykkerne og åbne vinduet lidt,” sagde læreren med et grin.

Efter timen løb Frey og hans venner ud i skolegården for at lege. Det var tid til fangeleg, og Frey var lynhurtig! Han løb fra sine venner, der prøvede at fange ham, men lige som han skulle tage et stort spring over en bænk…

Prrrruuuut!

Endnu en prut slap ud, da han landede på jorden. Hans venner stoppede op og brød straks ud i grin. “Frey, du er vist den eneste, der kan prutte, mens han flyver gennem luften!” råbte en af hans venner og holdt sig på maven af grin.

Om aftenen sad Frey sammen med sin familie ved middagsbordet. De spiste spaghetti, og stemningen var hyggelig og rolig… indtil det velkendte Prrrruuuut! igen kunne høres.

Denne gang kom det så pludseligt, at Freys lillebror sprøjtede mælken ud af næsen af grin. “Frey, altså!” råbte hans mor, men hun kunne ikke lade være med at grine. Selv Freys far, der normalt var rolig, rystede på hovedet med et smil.

“Du kunne fylde en hel ballon med de prutter, Frey!” sagde Freys far, mens han grinte videre.

“Så længe det ikke er min fødselsdagsballon!” svarede Frey med et grin, og hele familien begyndte at le.

Selv Frey kunne ikke lade være med at grine. Det var, som om prutterne altid kom på de sjoveste tidspunkter.

En dag, da Frey var på vej hjem fra skole, skete noget uventet. Pludselig begyndte vinden at blæse kraftigt, og en stor, tung gren faldt ned på stien foran ham. Frey stoppede brat og vidste ikke, hvad han skulle gøre.

Men så kom det! Prrrruuuuuut!

En kæmpe prut, så kraftig, at den blæste grenen væk fra stien. Frey stod stille et øjeblik og stirrede på grenen, der nu lå langt væk. Han begyndte at grine for sig selv. “Måske er mine prutter mere end bare sjove… måske har jeg en superkraft!” tænkte han.

Frey skyndte sig hjem og kunne ikke vente med at fortælle sin familie om sin nye “superkraft”.