Der var engang en dreng ved navn Anton, som elskede magi. Ikke tryllestave og kaniner-op-af-hatten-magi, men rigtig magi – som at hypnotisere folk!
Anton havde set en video på nettet om, hvordan man kunne få folk til at opføre sig fjollet ved at kigge dem i øjnene og sige mystiske ord som:
“Bim, bam, bamboozle – du danser som en gammel gulerod!”
Det lød for godt til at være sandt, men Anton tænkte: “Hvem er bedre at teste det på end min søster Freja?” Freja var en typisk storesøster – hun drillede, stjal fjernbetjeningen og spiste altid den sidste is uden at spørge. Anton havde en plan.
En aften, mens deres forældre så fjernsyn, listede Anton ind på Frejas værelse. Hun lå på sengen og læste en bog om enhjørninger, uvidende om det, der skulle til at ske.
Anton tog en dyb indånding og sagde med en dramatisk stemme:
“Freja! Kig ind i mine øjne…”
Freja kiggede op med et hævet øjenbryn.
“Anton, hvad laver du? Hvorfor ser du ud som en skræmt papegøje?”
Men Anton ignorerede hendes spørgsmål og fortsatte:
“Bim, bam, bamboozle – din næse bliver nu en fløjte, der pifter, når du ler!”
Freja stirrede på ham et øjeblik. Så begyndte hun at fnise. Men… det virkede virkelig! Hver gang hun grinte, lød der et skingert: “FIIIIIIIUUUUUI!” som en te-kedel, der koger over.
Anton blev målløs og så forskrækket ud. “Vent, det var jo bare for sjov!” sagde han, men Freja kunne slet ikke stoppe med at grine. Hun løb rundt i huset og fløjtede som en symfoniorkester, mens hun råbte:
“Jeg… kan… ikke… stoppe!!”
Forældrene stormede ind, men de kunne ikke gøre andet end at stå og se på, mens Freja hoppede som en kanin, fløjtede som en kedel og skreg af grin.
Anton gik i panik. “Okay, Anton, tænk hurtigt,” hviskede han til sig selv. Han stillede sig foran Freja og sagde:
“Bim, bam, bølgepap – stop med det pjat og tag en lur som en kat!”
Freja stoppede brat og kiggede forvirret rundt. “Hvad skete der? Hvorfor lugter jeg af… te-kedel?” spurgte hun. Anton smilede uskyldigt.
“Ingenting! Du… øh… drømte nok bare.”
Freja rystede på hovedet, gik tilbage i seng og faldt i søvn. Anton åndede lettet op, men besluttede sig for én ting:
“Jeg skal nok holde mig til almindelig magi fremover… måske korttricks.”
Og selvom han aldrig indrømmede det, blev Anton kaldt “Hypnosedrengen” i lang tid efter.
Og hvad med Freja? Hun gik aldrig forbi en fløjte uden at fnise – bare en lille smule.
Godnat og sov godt – uden fløjtelyde!
0 kommentarer