Historien om en Moder

Intro

I en verden, hvor tiden og sted smelter sammen, genfortæller vi en af de mest rørende historier fra den danske litteraturs mester, H.C. Andersen. ‘Historien om en Moder’, oprindeligt udgivet i 1847, er et tidløst værk, der har bevæget hjerter verden over. I denne moderne fortolkning følger vi en mors dybtgående rejse gennem sorg og kærlighed, en rejse, der transcenderer tid og rum. Andersen, kendt for sin evne til at fange det dybeste af menneskelige følelser, åbner døren til en verden, hvor en mors ubetingede kærlighed konfronteres med naturens uundgåelige kræfter. Vores fortælling begynder på en mørk, stjernebelyst nat, hvor en moders hjerte ledes af håb og en urokkelig tro…

Historien om en moder

Der sad en moder ved siden af sit lille barn, dybt bedrøvet og frygtende for dets liv. Barnet var blegt, med lukkede øjne, åndede svagt, og undertiden trak det et dybt åndedrag, som om det sukkede. Moderens blik var fyldt med endnu større sorg over den lille skabning.

Pludselig blev der banket på døren, og en fattig, gammel mand indhyllet i et stort hestedækken trådte ind, søgende varme i den bidende vinterkulde. Udenfor var verden dækket af is og sne, og vinden skar gennem luften.

Moderen, som så den gamle mand ryste af kulde og mærkede et øjeblik af ro, da barnet sov, gik for at varme noget øl til ham i kakkelovnen. Mens den gamle mand sad og gyngede stille, sad moderen ved siden af ham, iagttog sit syge barn, der åndede tungt, og løftede forsigtigt barnets lille hånd.

“Han vil ikke blive taget fra mig, vel?” spurgte hun, med håb om at Vorherre ville skåne hendes barn. Den gamle mand, der i virkeligheden var selveste Døden, nikkede på en måde, der kunne tolkes både som ja og nej. Moderen, overvældet af tristhed og tårer, faldt i en kort søvn, udmatet efter tre dages uafbrudt vågenhed. Da hun vågnede, rystende af kulde, opdagede hun til sin rædsel, at både den gamle mand og hendes barn var forsvundet. Uret i hjørnet stoppede brat, og tiden syntes at fryse.

I panik løb moderen ud i den kolde nat, råbende efter sit barn. Ude i sneen mødte hun en kvinde i lange, sorte klæder, der fortalte hende, at Døden havde taget hendes barn og aldrig ville bringe det tilbage.

“Fortæl mig, hvilken vej han gik!” bad moderen desperat, ivrig efter at finde sit barn. Kvinden, der viste sig at være Natten, krævede først at høre alle de sange, moderen havde sunget for sit barn. Moderen sang og græd, sine sange blandet med tårer, og til sidst viste Natten hende vejen til den mørke granskov, hvor Døden var set med barnet.

I skovens dyb, hvor stierne krydsede, stod moderen fortabt. Hun mødte en tornebusk uden blade eller blomster, dækket af is. Da hun spurgte busken om vejen, svarede den, at den kun ville hjælpe, hvis moderen varmede den med sit hjerte, da den var frosset til is.

Og moderen omfavnede den tornede busk tæt, pressende den mod sit bryst så kraftigt, at tornene borede sig ind i hendes kød og blodet flød i store dråber. Men busken sprang ud i friske grønne blade og blomster, selv i den kolde vinternat, opvarmet af en sorgfuld moders hjerte. Taknemmelig viste tornebusken hende vejen hun skulle følge.

Snart nåede hun til en stor sø, hvor der hverken var skib eller båd. Søen var ikke frosset nok til at bære hende, og ikke åben nok til at vade igennem. For at finde sit barn, overvejede hun at drikke hele søen, selvom det virkede umuligt.

“Det kan aldrig lade sig gøre!” sagde søen. “Men lad os lave en aftale. Jeg elsker perler, og dine øjne er de klareste, jeg nogensinde har set. Græd dem ud til mig, og jeg vil bære dig over til det store drivhus, hvor Døden bor og plejer blomster og træer, som er menneskeliv.”

“Hvad vil jeg ikke give for at finde mit barn!” udbrød den grædende moder, og tårerne flød, forvandlende sig til perler i søens dyb. Søen bar hende over til den anden side, hvor et underligt, milebredt hus stod, et hus, som både lignede et bjerg med skove og huler og en tømret bygning. Men den stakkels moder kunne ikke se det, da hun havde grædt sine øjne ud.

“Hvor kan jeg finde Døden, der tog mit lille barn?” spurgte hun. En gammel gravkone, der passede drivhuset, fortalte hende, at Døden endnu ikke var ankommet. Moderen, hjulpet af Vorherre, bønfaldt konen om hjælp til at finde sit barn.

Konen, som ikke kendte barnets placering og bemærkede moderens blindhed, krævede moderens smukke, sorte hår som betaling for yderligere hjælp. Moderen, villig til at gøre alt for at finde sit barn, gav hende sit hår og modtog til gengæld konens snehvide hår.

Sammen gik de ind i Dødens store drivhus, hvor en forunderlig samling af planter voksede – nogle sunde, andre syge. Hver plante repræsenterede et menneskeliv fra forskellige steder i verden. Moderen, drevet af sin urokkelige kærlighed, bøjede sig over de mindste planter, lyttende til hjerteslagene indeni. Blandt millioner af liv fandt hun endelig sit barns liv i form af en lille, syg krokus.

“Han er her!” råbte hun ud, pege mod den syge krokus. Konen advarede hende mod at røre ved blomsten og rådede hende til at vente på Døden. Når Døden ankom, skulle hun true med at skade de andre planter for at beskytte sin egen. På denne måde kunne hun måske forhandle sig frem til sit barns liv tilbage.

Pludselig fyldte en isnende kulde salen, og den blinde moder vidste straks, at det var Døden, der var ankommet.

“Hvordan fandt du herhen? Hvordan kom du før mig?” spurgte Døden.

“Jeg er en moder,” svarede hun enkelt.

Døden rakte sin lange hånd ud mod den skrøbelige blomst, mens moderen beskyttende lagde sine hænder omkring den, frygtende for at skade de sarte blade. Døden blæste på hendes hænder, en kulde skarpere end vindens bid, og hendes hænder faldt magtesløst ned.

“Du kan intet stille op mod mig,” sagde Døden.

“Men Vorherre kan,” svarede hun.

“Jeg udfører kun hans vilje,” sagde Døden. “Jeg er hans gartner. Jeg tager hans blomster og træer og planter dem i Paradisets Have, et land ukendt for dig.”

Moderen bønfaldt og græd, bedende om sit barn tilbage. I et anfald af desperation greb hun to andre blomster og truede med at rive dem op. Døden advarede hende om konsekvenserne, at hun ville påføre en anden moder den samme smerte. Denne erkendelse fik hende til at slippe blomsterne.

Døden gav hende derefter sine øjne tilbage, nu klarere end før. Han opfordrede hende til at se ned i en brønd, hvor hun kunne se fremtiden for de to blomster, hun var tæt på at ødelægge. Den ene blomsts fremtid var fyldt med lykke og velsignelse, mens den anden var præget af sorg og elendighed – begge dele var Guds vilje.

Moderen spurgte, hvilken blomst der tilhørte hendes barn, men Døden afslørede ikke dette. I stedet blev hun klar over, at skæbnen for en af blomsterne var hendes eget barns fremtid.

Dette indsigtsfulde øjeblik fyldte hende med rædsel. Hun bønfaldt Døden om at frelse sit barn fra en mulig elendighed, endda bedende om at få barnet taget til Guds Rige frem for at lide. Forvirret over hendes bønner sagde Døden, at han ikke forstod hendes ønske: Skulle han bringe barnet tilbage, eller tage det med sig ind i det ukendte?

I dette afgørende øjeblik, knust af smerte og erkendelse, faldt moderen på knæ og bad til Gud. Hun bad om ikke at blive hørt, hvis hendes bønner strittede imod Guds vilje, som hun anerkendte som den bedste. Med et tungt hjerte bøjede hun sit hoved ned og overgav sig til skæbnen.

Og således gik Døden, bærende på hendes barn, ind i det ukendte land.