Historien om Dora og den forsvundne bror

Det var en smuk solrig dag, og ænderne skulle ud at svømme for første gang. “Jeg vil med!” skrabede Dora.

“Kom nu!” kaldte hendes bror. “Du er altid så langsom!” Og så smuttede han under lågen sammen med de andre ænder.

Da Dora endelig kom ud, var der ingen tegn af hendes bror. “Hvor er min bror?” skrabede hun forvirret.

“Kan du ikke finde din bror?” spurgte frøen, der hoppede forbi. “Jeg hørte noget!” Ænder skrabede for lidt siden. Og se! Er det ikke andespor?”

Dora og frøen fulgte sporene, der førte dem til en stor rede af strå. “Her er han!” udbrød frøen.

“Det er ikke min bror!” skrabede Dora. “Det er en høne!”

Hønen smilede. “Kan du ikke finde din bror? Sporene derovre bringer dig måske mere held!”

“Vi skal denne vej!” råbte frøen og pegede mod en mudret sti.

“Er du sikker?” spurgte Dora. “Det ser lidt besværligt ud.”

Pludselig hørte de en svuppen lyd bag et træ. “Det lyder som din bror!” sagde frøen.

“Det er ikke min bror!” skrabede Dora. “Det er en gris!”

Grisen kiggede op fra sin mudderpøl. “Har du mistet din bror? Prøv at følge de friske spor derovre!”

De fulgte sporene gennem en kløvermark, hvor græsset var så højt, at de næsten ikke kunne se noget. “Jeg tror ikke, det er ænderspor,” sagde Dora, da de hørte en dyb stemme sige: “MUH!”

“Det er ikke min bror!” skrabede Dora. “Det er en ko!”

Koen gumlede på sin aftensmad. “Prøv at følge de små spor derovre, hvor græsset er tyndere.”

Ved laden troede frøen, at den have fundet ham. “Han smuttede gennem porten – sikkert for at snuppe hvedekorn!”

“Det er ikke min bror!” skrabede Dora. “Det er en mus!”

Musen peb: “Vores spor er her, men hvem har lavet de spor ved blomsterne?”

I haven standsede de ved et rosenbed. “Se, hans fødder! Din bror gemmer sig bag det lyserøde lagen!” råbte frøen.

“Det er ikke min bror!” skrabede Dora. “Det er en ged!”

Geden tyggede på en sweater. “Følg sporene til truget derovre.”

Ved truget råbte frøen: “Hvem plasker derovre?”

“Det må være ham!” sagde Dora begejstret, men så kom skuffelsen: “Det er ikke min bror! Det er en hundevalp!”

Hundevalpen bjæffede: “Kig ved dammen – der er måske held!”

Ved dammen var der ingen ænder, men Dora så pludselig klare andespor. “Hundevalpen havde ret! Det er helt sikkert ham … og alle mine brødre!”

Og så var Dora endelig blevet genforenet med sin bror og den glade ændeflok.