Denne historie er indsendt af Abu Basim.
Den Magiske Skov I den lille landsby Solhøj, hvor husene var malet i glade farver, boede en lille pige ved navn Lilla Lykke. Hendes lange, bølget, kastanjebrune hår svang som bølger, når hun løb gennem de blomsterfyldte marker. Hendes øjne, klare som den blå himmel, var altid fyldt med nysgerrighed og drømme om eventyr. En varm forårsdag, mens hun legede ved et gammelt egetræ, opdagede hun en glitrende nøgle, der lå halvt begravet i jorden. Nøglen var lavet af guld og havde indviklede mønstre, der lignede stjerner og måner. Lilla Lykke samlede den op og følte en bølge af spænding og mystik. Hvad kunne denne nøgle mon åbne?
Da Lilla Lykke kom hjem, løb hun hen til sin bedstemor, en venlig gammel dame med gråt hår og et smil, der kunne lyse selv de mørkeste dage op. Bedstemor sad i sin gyngestol og strikkede, da Lilla Lykke ivrigt viste hende nøglen. “Åh, min kære,” sagde bedstemor med en alvorlig mine, “denne nøgle er meget speciel. Den kan åbne en gammel dør, der ligger dybt inde i skoven. Mange har forsøgt at finde den, men ingen har haft held.” Lilla Lykke følte en trang til at finde denne dør. “Jeg vil finde døren og se, hvad der gemmer sig bag den!” erklærede hun med beslutsomhed.
Næste morgen, iført sin yndlingskjole med blomster og sine slidte, men elskede støvler, begav Lilla Lykke sig ind i skoven. Solen skinnede, og fuglene sang, mens hun gik. Pludselig stødte hun på en venlig ræv med en rød pels og store, nysgerrige øjne. “Hej, jeg hedder Rasmus,” sagde ræven. “Hvad laver du her i skoven?” Lilla Lykke fortalte Rasmus om sin nøgle og sin søgen efter den hemmelige dør. Rasmus, der var klog og hurtig, tilbød at hjælpe hende. “Jeg kender skoven som min egen pels. Jeg vil vise dig vej!” sagde han med et glimt i øjet.
Sammen gik de dybere ind i skoven, hvor træerne blev tættere, og luften var fyldt med duften af blomster. Efter et stykke tid kom de til en smuk, glitrende sø, hvor vandet funklede som diamanter. “Lad os tage en pause,” foreslog Rasmus. De legede ved søen, kastede småsten og lavede krusninger i vandet. Pludselig dukkede en søhest op fra dybden. Han havde en skinnende, blå krop og lange, bølgende finner. “Hej, jeg er Søhesten Sille,” sagde han. “Jeg har set dig lede efter døren. Hvis du kan løse min gåde, vil jeg vise dig vej.”
Sille stillede dem en gåde: “Hvad har en hals, men ingen hoved? Hvad har en krop, men ingen ben?” Lilla Lykke og Rasmus tænkte længe. “Det må være en flaske!” sagde Lilla Lykke pludselig. Sille smilede og svømmede væk, mens han førte dem til en skjult sti, der førte dybere ind i skoven. Stien var omgivet af høje, hviskende træer, der syntes at tale til hinanden. Lilla Lykke kunne mærke en spænding i luften, som om skoven gemte på hemmeligheder.
Efter at have fulgt Sille, fandt de endelig den gamle dør. Den var dækket af mos og blomster, og dens overflade var ru og slidte. Lilla Lykke kunne mærke sit hjerte banke af spænding. Hun tog sin nøgle frem, og med rystende hænder satte hun den i låsen. Døren åbnede sig med et højt knirk, og en lysende verden åbenbarede sig for dem. Men pludselig hørte de en dyb, rumlende stemme bag dem. “Hvem vover at åbne denne dør?” Det var en stor, skyggefuld skikkelse, der trådte frem fra skovens mørke.
Bag døren var der en farverig verden fyldt med talende dyr, svævende blomster og glitrende stjerner. Men skyggen fra skoven fulgte dem ind. “Jeg er Trolden Tormund,” sagde den mørke skikkelse. “Og jeg vil ikke lade jer forstyrre denne verden!” Lilla Lykke og Rasmus så på hinanden med frygt, men også beslutsomhed. “Vi er her for at hjælpe!” sagde Lilla Lykke. Tormund grinede hånligt. “For at hjælpe? Ingen kan hjælpe her! Farverne er mine!”
Uden at lade sig skræmme, spurgte Lilla Lykke, “Hvorfor har du stjålet farverne?” Tormund svarede, “Jeg vil have magten over denne verden! Uden farver er den trist, og jeg kan herske uden modstand.” Ulla, en venlig ugle med store, kloge øjne, fløj hen til dem. “Vi har brug for hjælp til at få farverne tilbage,” sagde hun. “Men det kræver mod og klogskab.”
Lykke, Rasmus og Ulla besluttede at tage på en rejse for at finde farverne. De rejste gennem Drømmeland og mødte mange fantastiske væsner, der gav dem spor til troldens skjulested. De mødte en snakkesalig sommerfugl, der gav dem et kort, og en klog skildpadde, der fortalte dem om troldens svaghed. Hver gang de løste en gåde, blev de stærkere og mere modige. Lilla Lykke følte, at hun voksede med hver udfordring.
Endelig fandt de trolden, der boede i en mørk hule fyldt med grå skyer og triste skygger. Trolden var stor og skræmmende med en mørk kappe og et ansigt, der var dækket af skygger. Lilla Lykke og Rasmus konfronterede ham. “Vi vil have farverne tilbage!” råbte Lilla Lykke. Trolden grinede, men Lilla Lykke udfordrede ham til en duel af klogskab. De stillede ham gåder, og for hver gåde, han ikke kunne løse, blev hans magt svagere. “Hvad er stærkere end stål, men kan knuses af et ord?” spurgte Lilla Lykke. Trolden kunne ikke svare og blev mere og mere frustreret.
Da de endelig besejrede trolden, begyndte farverne at vende tilbage til Drømmeland. Lilla Lykke og Rasmus blev hyldet som helte af alle de talende dyr og væsner. Ulla, søhesten Sille og alle deres nye venner takkede dem for deres mod. “I har bragt glæde tilbage til vores verden,” sagde Ulla. Lilla Lykke og Rasmus sagde farvel til deres nye venner og vendte hjem til landsbyen med minderne om deres fantastiske eventyr. Da de trådte ud af den gamle dør, kunne Lilla Lykke mærke, at hun havde lært noget vigtigt: med mod, venskab og en smule magi kunne man overvinde enhver udfordring. Fra den dag af vidste hun, at eventyret altid ville være en del af hende.
0 kommentarer