Den flyvende kuffert

Intro til Den flyvende kuffert

I “Den Flyvende Kuffert” tager den berømte danske forfatter H.C. Andersen os med på en eventyrlig rejse gennem en ung mands liv, der forandres af en magisk kuffert, som kan flyve. Dette eventyr, rigt på fantasi og dybe livsrefleksioner, fortæller en fascinerende historie om kærlighed, tab og eventyrets uforudsigelige natur, alt sammen fortalt i Andersens tidløse og betagende stil.

Historien om den flyvende kuffert

Der var engang en rig købmand, så rig at han teoretisk kunne flisebestrække både en hel gade og et lille stræde med sølvmønter. Men det gjorde han aldrig. Han var en mester i at investere sine penge, hvor en krone spenderet ofte blev til ti tilbage. Sådan var han. Men som alle andre, døde han til sidst.

Hans søn arvede hele formuen og levede livet i fulde drag. Han festede hver eneste nat, brugte pengesedler som papirsdrager og kastede med guldmønter over søen, som om de var småsten. Men som det ofte går, så svandt hans formue, indtil han kun havde fire kroner tilbage, og hans eneste ejendele var et par gamle tøfler og en slidt badekåbe. Hans venner, som tidligere havde elsket hans selskab, svigtede ham nu.

En af hans venner, dog mere velmenende end de andre, sendte ham en gammel kuffert med beskeden: “Pak dine ting!” Men hvad skulle han pakke? Han ejede jo næsten ingenting. I ren og skær desperation satte han sig selv i kufferten.

Det viste sig, at denne kuffert var noget helt særligt. Når man trykkede på låsen, begyndte den at flyve. Og således fløj han, højt op over hustagene og skyerne, videre og videre. Kufferten knagede faretruende, og han frygtede for, at den skulle falde fra hinanden midt i flyvningen. Men til sidst landede han sikkert i Tyrkiet.

Han gemte kufferten i en skov og gik ind i byen. Her faldt han ikke meget i øjnene, da alle gik rundt i tøj, der lignede hans. Han mødte en amme med et barn og spurgte hende om et stort slot i nærheden. Hun fortalte, at det var her, kongens datter boede. Hun var spået stor ulykke på grund af en elsker, og derfor måtte ingen besøge hende, medmindre kongen og dronningen var til stede.

Med denne viden, vendte han tilbage til skoven, hoppede i sin kuffert og fløj op på prinsessens tag og ind ad hendes vindue. Han fandt hende sovende på en sofa, så smuk, at han ikke kunne lade være med at kysse hende. Hun vågnede, overrasket og forvirret, men han beroligede hende ved at sige, at han var tyrkernes gud, der var kommet til hende gennem luften. Hun var betaget af ham.

De tilbragte tiden sammen, og han fortryllede hende med historier og komplimenter om hendes skønhed, og fortalte endda om storken, der bringer de små børn til verden.

Jo, de historier han fortalte var så fængslende, at han endte med at fri til prinsessen. Uden at tøve, sagde hun ja. “Men du skal komme tilbage på lørdag,” sagde hun. “Mine forældre kommer til te, og de vil elske at møde en gud fra Tyrkiet. Husk bare, at du skal have et eventyr klar. Min mor elsker dybsindige og moralske historier, mens min far foretrækker noget muntert og sjovt.”

“Jeg vil bringe dig det fineste eventyr som min bryllupsgave,” svarede han. De tog afsked, og prinsessen gav ham en sabel besat med guld, som han fandt meget nyttig.

Han fløj tilbage til skoven, klædte sig i en ny slåbrok og begyndte at udarbejde sit eventyr. Det skulle være klar til lørdag, hvilket var lettere sagt end gjort. Men han blev færdig, og lørdagen kom.

Kongen, dronningen og hele hoffet ventede spændt hos prinsessen til te. Han blev modtaget med åbne arme. “Vil du fortælle os et eventyr?” spurgte dronningen. “Noget der er både dybsindigt og lærerigt.” “Men det skal også være sjovt,” tilføjede kongen.

“Selvfølgelig,” svarede han og begyndte sit eventyr, som alle lyttede nøje til: “Der var engang en bunke svovlstikker, som var utroligt stolte, da de stammede fra et fornemt, gammelt fyrretræ. De lå på en hylde ved siden af et fyrtøj og en jerngryde, og til dem fortalte de om deres storhedstid. ‘Da vi var unge og på den grønne gren,’ sagde de, ‘havde vi det hele. Dug om morgenen og aftenen som diamanter, solskin hele dagen og fugle, der sang for os. Vi var rige, mens de andre træer kun havde grønt om sommeren, men vi havde det året rundt. Men så kom træfælderne og splittede vores familie. Vores stamfar blev til en stormast på et skib, der kunne sejle over hele verden, mens resten af os endte forskellige steder. Nu er vi reduceret til at tænde lys for de mindre heldige.’

‘Jeg har haft en anden skæbne,’ sagde jerngryden ved siden af dem. ‘Jeg har arbejdet hårdt, blevet skuret og kogt utallige gange. Jeg tager mig af det solide og er egentlig husets rygrad. Min største fornøjelse er at ligge ren og skinnende på hylden og føre intelligente samtaler. Men bortset fra vandspanden, der indimellem går udenfor, er vi alle indendørs. Vores eneste kilde til nyheder er torvekurven, som ofte taler om regeringen og folket. For nylig blev en gammel potte så forskrækket over disse nyheder, at den faldt ned og gik i stykker.’

Så blandede fyrtøjet sig og lavede gnister. ‘Skal vi ikke have det sjovt i aften? Lad os tale om, hvem der er mest fornem.’

‘Men jeg bryder mig ikke om at tale om mig selv,’ sagde lerpotten. ‘Lad os lave en underholdende aften. Jeg vil starte med en historie, som alle kan relatere til. Det er både behageligt og underholdende: “Ved Østersøen, under de danske bøge…”‘

‘Det lyder lovende,’ sagde tallerknerne. ‘Det bliver en god historie.’

‘Lerpotten fortsatte, ‘Jeg tilbragte min ungdom i et roligt hjem, hvor møblerne blev pudset, gulvet vasket, og gardinerne skiftet hver fjortende dag.’

‘Sikke en spændende fortælling,’ sagde støvekosten, imponeret over lerpottens detaljer.

‘Det er tydeligt, at det er en kvinde, der fortæller,’ tilføjede vandspanden og sprang lidt af begejstring.

Og sådan fortsatte lerpotten sin fortælling, der var lige så fængslende til slut, som den var i begyndelsen. Tallerkenerne klirrede af begejstring, og støvekosten pyntede lerpotten med grøn persille, velvidende at det ville gøre de andre misundelige.

‘Det er på tide at danse!’ erklærede ildtangen og begyndte at danse så vildt, at et gammelt stolesæde i hjørnet revnede af bare at se på. Efter dansen proklamerede ildtangen, ‘Nu vil jeg gerne have en krans!’ Og det fik den.

‘Så typisk pøbel,’ tænkte svovlstikkerne foragtfuldt.

Temaskinen var blevet bedt om at synge, men den undskyldte sig med, at den var forkølet, selvom det i virkeligheden var fordi den kun ville synge, når den var i selskab med de fine folk.

I vinduet sad en gammel pen, som pigen ofte brugte. Den var intet særligt, bortset fra at den var dyppet lidt for dybt i blækhuset. ‘Hvis temaskinen ikke vil synge, så lad være,’ sagde pennen. ‘Udenfor hænger en nattergal, som kan synge, selvom den ikke har lært det. Men lad os ikke tale ondt om den i aften.’

‘Temaskinen, der var køkkensanger og halvsøster til tekedlen, syntes det var upatriotisk at lade en fremmed fugl synge. ‘Lad torvekurven afgøre det,’ foreslog den.

‘Torvekurven var bare irriteret. ‘Jeg er så ærgerlig. Ville det ikke være bedre at sætte huset i orden? Så ville alle komme på deres rette plads, og jeg ville styre det hele. Det ville være en forandring!'”

Købmandssønnen fortsatte sin historie, og alle lyttede spændt til, nysgerrige efter at høre, hvordan den ville ende.

“Ja, lad os lave ballade!” råbte de alle sammen. Men netop da åbnede døren sig, og tjenestepigen trådte ind. Pludselig blev alle stille, og ingen sagde et ord. Selvom de var tavse, vidste hver eneste potte og pande præcis, hvor fornem den var. ‘Hvis vi havde villet,’ tænkte de, ‘kunne vi virkelig have lavet en sjov aften!’

Tjenestepigen tog svovlstikkerne og tændte ild med dem. De spruttede og brændte med en voldsom flamme. ‘Se nu,’ tænkte de, ‘nu kan alle se, at vi er de vigtigste! Se vores glans og lys!’ – Og så var de brændt ud.

“Dét var et fantastisk eventyr!” udbrød dronningen. “Jeg kunne næsten mærke, jeg var i køkkenet sammen med svovlstikkerne. Ja, du skal have vores datter.”

“Præcis!” sagde kongen. “Du skal gifte dig med vores datter på mandag!” Nu talte de til ham som en del af familien.

Brylluppet blev fastsat, og aftenen før blev hele byen oplyst. Der var boller og kringler i luften, gadedrengene stod på tæer, råbte hurra og fløjtede på fingrene. Det var et fantastisk syn.

“Nå, så må jeg også bidrage med noget,” tænkte købmandssønnen. Han købte raketter, knaldperler og alt muligt fyrværkeri, lagde det i sin kuffert og fløj op i luften.

Bang! Det lyste op, og gnisterne sprang. Alle tyrkerne hoppede op, og deres tøfler fløj gennem luften. Aldrig havde de set noget lignende. Nu forstod de, at det måtte være tyrkeguden selv, der skulle giftes med prinsessen.

Da købmandssønnen landede i skoven, besluttede han sig for at gå tilbage til byen for at høre, hvad folk syntes om fyrværkeriet. Det var helt naturligt, han var nysgerrig.

Alle han spurgte, havde set det på deres egen måde, men for alle havde det været en fantastisk oplevelse. “Jeg så tyrkeguden selv,” sagde én. “Han havde øjne som funklende stjerner og et skæg som skummende bølger.” “Han fløj i en kappe af ild,” sagde en anden. “Smukke englebørn kiggede frem fra folderne.”

Det var fantastiske ting, han hørte, og næste dag skulle han giftes. Han gik tilbage til skoven for at sætte sig i sin kuffert – men kufferten var væk. En gnist fra fyrværkeriet var blevet tilbage, havde antændt ilden, og nu var kufferten aske. Han kunne ikke længere flyve eller nå frem til sin brud.

Hun stod hele dagen på taget og ventede. Hun venter stadig, mens han rejser verden rundt og fortæller eventyr. Men de er ikke længere så muntre som den, han fortalte om svovlstikkerne.