Anton og Fyrværkerimysteriet

Anton vågnede tidligt nytårsmorgen, spændt som altid. Han elskede nytårsaften – duften af krudt, smagen af kransekage og især det farverige fyrværkeri, der lyste himlen op. Anton havde allerede lagt sit nytårstøj frem og sat en skål med nytårsslik klar på stuebordet.

Men da han kom ud på gaden for at besøge sine venner, bemærkede han, at noget ikke var, som det plejede. Der var ingen fyrværkerikasser hos naboerne, ingen børn med stjernekastere i hænderne, og selv butikken i hjørnet, der altid solgte raketter, var lukket. En bekymring voksede i Antons mave.

Anton skyndte sig hjem til sin bedste ven, Johan. Sammen med deres veninde Liva og Antons hund, Max, besluttede de sig for at undersøge sagen. Hvor var fyrværkeriet blevet af?

“Vi må starte ved den gamle fyrværkerifabrik,” foreslog Liva. “Det er dér, alt fyrværkeri til byen bliver lavet.”

De fire venner begav sig mod fabrikken. Udenfor så alt normalt ud, men da de gik ind, mødte de et uventet syn. Hele lageret med fyrværkeri var væk! På gulvet lå der kun nogle små glimtende spor, som Max straks begyndte at snuse til.

“Det ser ud som om, nogen har trukket fyrværkeriet væk på en kælk,” sagde Johan og pegede på et par hjulspor, der førte ud af bagdøren.

De fulgte sporene gennem byen, over en mark og helt hen til den gamle mølle. Der hørte de stemmer og latter. Bag møllen fandt de en gruppe børn, der havde taget fyrværkeriet.

“Vi ville bare have vores eget store nytårsshow,” sagde en dreng undskyldende. “Men vi vidste ikke, at hele byen ventede på det.”

Anton og hans venner forklarede, at nytårsaften handlede om at være sammen og dele glæden. Hvis børnene ville hjælpe med at bringe fyrværkeriet tilbage til byen, kunne de stadig være en del af festen.

Med alles hjælp blev fyrværkeriet kørt tilbage til fabrikken, og da klokken slog midnat, blev himlen oplyst af de smukkeste farver. Anton, Johan, Liva og Max stod sammen og så op mod himlen.

“Det her er det bedste nytår nogensinde,” sagde Anton og smilede.

Og med et glimt i øjet kiggede han på sine venner. “Men næste år holder vi øje med kælkespor!”