Leo katten fejrer jul

Sneen faldt stille udenfor. Leo katten slappede af på sin yndlingsvindueskarm og spandt. Varmen fra radiatoren under ham var behagelig.

Han lukkede øjnene og slappede af. Det var så dejligt at ligge der og se snefnuggene drive mod ruden og langsomt samle sig i en bunke blød sne.

Hver gang imellem strakte Leo sig ud for at fange et snefnug og stødte sin pote mod ruden. Han trak poten tilbage i overraskelse, irriteret over at være blevet narret.

Lige som han var ved at falde i søvn, hørte Leo lyden af nogen, der låste hoveddøren op, efterfulgt af usædvanlige fodtrin på trappen.

“Mon hvem det kan være?” tænkte Leo. Rummet duftede pludselig af skov.

Han sprang stille ned fra sin vindueskarm og kiggede forsigtigt rundt om hjørnet og ind i gangen.

Leo så sin far kæmpe sig op ad trappen, trækkende på et stort grantræ. Han efterlod en sti af fyrrenåle og små bunker sne på gulvet. Leo vidste, hvad det handlede om!

“Mjav! Det er den tid på året igen. Huset bliver meget travlt den næste lille tid!” tænkte Leo.

Selvom Leo ikke brød sig om travlheden, fandt han også forberedelserne til fejringen spændende. Plus han havde altid sin elskede vindueskarm at flygte til, hvis det blev for meget.

Det, Leo bedst kunne lide ved denne særlige tid på året, var måden, det altid duftede af friskbagte småkager. Nogle var endda specielt lavet til ham med hans yndlingsingredienser. Selvom de alle var pakket i forseglede dåser indtil festen, duftede hele huset af dem.

“Mums!” tænkte Leo. Han kunne ikke vente med at prøve en af småkagerne. Han var så spændt!

Det var også dejligt, at hele familien var i godt humør på denne tid af året. Leo vidste, hvordan han skulle udnytte det til sin fordel. Han kunne få små godbidder og endda lidt ekstra opmærksomhed, hvis han spillede sine kort rigtigt.

Og så var der den store hemmelighedskræmmeri, der kun fandtes i førjuletiden. Det morede Leo at se sin familie opføre sig som egern i skoven, der gemmer deres nødder til vinteren.

Leo havde ofte observeret fra sin vindueskarm, at mange ting blev gjort bag lukkede døre omkring jul.

En aften, mens Leo gnubbede sig op ad sine forældres ben, hørte han dem begynde at tale om, hvem der skulle passe ham, mens de tog på vinterferie i nogle dage før jul.

“Nå, det var en ny én!” tænkte katten. Han begyndte at være opmærksom. Det handlede trods alt om ham.

Hans mor sagde, “Åh, jeg glæder mig så meget til denne skiferie! Sikke en dejlig overraskelse! Jeg håber, der også er faldet ordentligt med sne der. Jeg er dog lidt bekymret for Leo. Det er så tæt på højtiden, og det store grantræ er i stuen. Måske skulle vi tage ham med, så han ikke kommer i problemer? Ferielejligheden er stor nok. En lille forandring kunne måske gøre ham godt.”

“Leo på skiferie? Det tror jeg ikke!” udbrød Leos far. “Han går allerede på tåspidser over terrassen, når der er faldet lidt sne. Plus, han er meget rejseforskrækket, som du ved! Vores Leo er meget glad for at være hjemme. Desuden, han ved ikke noget forskelligt, når vi går på arbejde hver dag, og han opfører sig da, gør han ikke?”

“Ja, du har ret,” indvilgede Leos mor. “Vores Leo er virkelig en meget velopdragen kat. Det er kun et par dage. Jeg vil spørge Evelyn, om hun kan kigge ind til Leo én gang om dagen og forberede hans mad om aftenen. Hvis det ikke går, må vi bare tage ham med!”

“Mhmm,” svarede Leos far, som Leo antog var et tegn på enighed.

Leo foretrak at blive hjemme. Han kunne ikke lide sne og kulde.

“Jeg tager ingen steder uden min varme vindueskarm!” tænkte han.

Leo var bekymret. Han vandrede over til sin kurv og forsøgte at finde en måde at slippe for at tage på skiferien, da han faldt i søvn.

Næste morgen placerede Leos far det kæmpe træ, som nåede op til loftet, midt i stuen i dets fod. Han ruskede det og sagde, “Der, det står solidt. Intet kunne vælte det. Jeg vil lægge julelysene og julepynten under det, så vi kan pynte træet, så snart vi kommer tilbage fra ferie. Det skulle blive endnu en smuk fejring!”

Han fløjtede en julemelodi, mens han tog nogle kufferter fra soveværelset og stillede dem i gangen.

Leo blev i sin kurv og forsøgte at finde ud af, hvad der foregik. Han så ingen af sine ting blandt resten af bagagen, så han forsøgte at slappe af. Pludselig ringede dørklokken.

“Det er vel ikke taxaen, vel?” kaldte hans mor forpustet fra ovenpå. “Jeg har brug for mere tid!”

“Skal jeg åbne døren?” mumlede Leo. Han var gnaven, fordi han ikke vidste, hvad hans familie ville gøre med ham.

“Hvad er der galt med dig, Leo?” spurgte hans far, da han gik forbi. Han skyndte sig at åbne døren.

Deres nabo Evelyn stod smilende i døren!

Det viste sig, at hun allerede havde sagt ja til at holde øje med Leo. Hun var her for at sige farvel til familien, tjekke katten og hente nøglerne.

“Puh!” tænkte Leo. Han kendte Evelyn og syntes, hun var meget rar.

Hun gik hen til ham, kløede ham på nakken og sagde, “Jeg er sikker på, at du og jeg nok skal komme fint ud af det sammen!” Derefter gik hun ind i køkkenet for at drøfte nogle ting med Leos mor.

“Du er i gode hænder hos Evelyn,” forsikrede Leos far ham.

“Mjav,” var Leos enige svar, mens han cirklede omkring de mange kufferter. Dørklokken ringede igen. Denne gang var det taxaen, og alt skete meget hurtigt. Alle klappede Leo og krammede ham, som om de skulle på en jordomrejse.

Derefter greb de deres kufferter og råbte, “Vi ses til jul, Leo!” og “Vær en god dreng!” Døren lukkede, og de var væk.

Leo var slet ikke ked af at være alene hjemme. Tværtimod. Han var bare glad for, at han ikke skulle ud i kulden og sidde i en bil i fem timer.

Han slappede af og gik hen til sin skål fyldt med mad. “Det er en god måde at starte dagen på,” tænkte han og smaskede tilfreds.

Dagen efter traskede Leo langsomt rundt i lejligheden på jagt efter en distraktion. Han blev ved med at cirkle omkring grantræet og forsøgte at få sine tanker i orden.

“Jeg ville elske at gøre noget rart for min familie, men hvad?” spekulerede han. “Måske kunne jeg lave noget til dem? Eller lave noget lækkert at spise? Alle kan lide en god stegt gås, men… Jeg stoler ikke på, at jeg kan gøre det endnu.”

Pludselig fik Leo en idé! “Jeg ved det! Jeg vil pynte juletræet. Min familie bliver forbløffet! Åh ja, det er lige præcis, hvad jeg vil gøre. Mjav! De bliver så glade!”

Fyldt med begejstring hentede katten stigen. Kun nåede den ikke helt op til loftet. “Med min atletiske evne er jeg sikker på, at jeg kan nå toppen af træet. Jeg starter med lyskæden,” tænkte Leo for sig selv.

Han havde observeret, at hans far altid startede med lysene. “Bare rulle ledningen ud og derefter vikle den omkring træet—nemt!” tænkte Leo.

Men Leo indså snart, at det måske var mere udfordrende, end han havde tænkt, da han forsøgte at folde den tilsyneladende uendelige lyskæde ud. Han gjorde sit bedste, men selv fire poter var ikke nok til at forhindre den i at blive viklet ind.

Leo havde heller ikke meget tålmodighed, så han trak blot lyskæden op, så langt stigen rakte, og bandt den på en eller anden måde fast i træet.

Derefter flyttede han stigen, trak ledningen bag sig og forsøgte det samme på den anden side af træet. Men nu var lyskæden også viklet ind i stigen. Så han måtte gå tilbage.

Leo kunne ikke se, hvor han skulle trække lyskæden hen næste gang. Hver gang han fik viklet lysene fri af stigen, blev de viklet ind omkring hans ben.

“Mjav!” klagede Leo. “Hvis bare dette træ ikke var så stikkende!” Katten fortsatte med at kæmpe. Han ville ikke give op. Trods alt var det ikke første gang, han stod over for en udfordring. Lyskæden var nu viklet rundt om træet så godt, Leo kunne. Det så ikke særlig pænt ud, men hvem ville bekymre sig?

“Det er nok for mig i dag!” besluttede Leo. “Jeg bliver nødt til at spare på energien. Der er stadig meget at gøre.” Han skubbede døren i med sin pote, så Evelyn ikke ville opdage hans plan.

Naboen passede meget godt på ham. Efter noget mad og opmærksomhed følte Leo sig stærk nok til at komme i gang igen.

Nu var det tid til julekuglerne. Leo pakkede dem forsigtigt ud og bemærkede, at de alle var hvide.

“Hvor kedeligt! Jeg bliver nødt til at male dem, så de ser mere festlige ud,” tænkte han. Han hentede malingerne og penslerne fra håndarbejdshjørnet og gik i gang. Da malingen ikke tørrede med det samme, lagde Leo de malede kugler på parketgulvet.

Gulvet var nu meget farverigt, og det var Leos poter også. Leo lagde ikke mærke til det, mens han beundrede sit resultat. “De vil elske det her!” tænkte han.

“Nu skal jeg bare hænge dem på træet!” At hænge kuglerne på træet betød endeløse ture op og ned ad stigen.

“Hmm, måske kunne jeg bære flere på én gang. Så kunne jeg spare mig selv for gymnastikken.”

Men så snart han begyndte at klatre op ad stigen med flere kugler, faldt en ned på gulvet og gik i stykker.

“Nå ja, der er masser tilbage!” tænkte Leo. Katten var så optaget, at han mistede tidsfornemmelsen. Pludselig hørte han Evelyn komme ind, så han måtte hurtigt lukke døren bag sig og løbe ind i køkkenet.

Han efterlod et farverigt poteaftryk for hvert skridt. Heldigvis havde Evelyn ikke fået sine briller på og lagde ikke mærke til det. Hun strøg katten og fortalte ham, at hans familie ville komme hjem næste dag.

“Jeg har virkelig nydt at tilbringe tid med dig, Leo. Jeg kommer til at savne dig,” sagde hun. Katten var glad og puttede sig ind til Evelyn.

Da hun var gået, begyndte Leo at blive nervøs.

“Kommer de tilbage allerede? Forstod jeg det rigtigt? Jeg har stadig så meget at gøre!” Han løb ind i stuen for at fortsætte med at pynte, men han gled på gulvet, der stadig var vådt fra malingen.

Han skøjtede på fire poter lige ind i træet! Han kløede på træstammen for at finde balancen. Heldigvis stod træet stadig, og kun et par kugler faldt ned og gik i stykker.

Leo hentede moppen, men den var ikke god til at samle fyrrenåle og glasskår. Så Leo hentede støvsugeren.

Den klirrede og klangede, da den sugede alle de små stykker op. Leo var ikke sikker på, at støvsugeren skulle lave den slags lyde, men rummet så meget pænere ud.

Nu var alt, der var tilbage, at rydde stigen væk.

“Færdig lige i tide! Puha, det var udmattende! Hvad ville jeg ikke gøre for at gøre min familie glad? Mjav! Jeg kan ikke vente med at smage mine julesmåkager!”

Han tog endnu et kig på juletræet og var tilfreds med sit arbejde. Derefter trak han sig tilbage til sin hyggelige vindueskarm for at vente.

Leo vågnede fra sin lur ved fodtrin i trappeopgangen.

“Leo! Hvor er du? Vi er tilbage!”

“Mjav!” hilste Leo sin familie. De satte deres ting for at kæle ham, og Leos mor gik hen for at åbne døren ind til stuen.

“Åh min!” sagde hun. “Alle sammen, kom og se!”

De stod alle i døråbningen og betragtede det smukke træ.

“Evelyn behøvede virkelig ikke at gøre sig så meget umage!” sagde Leos far.

Leos forældre kiggede begge på katten. Hans mor sagde, “Nå, glædelig jul, Leo!”

Leo strålede mod dem og tænkte, “Jeg vidste, I ville kunne lide det!”