Introduktion
Dyk ned i en verden, hvor forfængelighed møder virkelighedens skarpe kant. På godnat-historier.dk udfolder sig en klassisk fortælling om en kejser, der lader sig forblænde af illusioner. Men vær forsigtig, for denne historie afslører mere end bare kejserens nye klæder; den afslører også menneskets iboende frygt for at tale sandheden.
Historien om Kejserens nye Klæder
Engang for mange år siden levede en kejser som elskede dyre klæder. Han brød sig ikke om sine soldater, sine slotte, og heller ikke sit folk. Han forlod også kun sit slot for at vise sine nyeste klæder frem.
Kejseren havde tusindevis af dragter, i titusindvis af sko og en kåbe for hver time på dagen. I stedet for at tilbringe sin tid i rådet med sine rådgivere, befandt han sig altid i sit påklædningsværelse, hvor han pyntede sig foran spejlet.
En dag kom to onde bedragere til byen. De gav sig ud for at være vævere, og fortalte at de havde en fortryllet væv, der kunne væve det dejligste tøj i verden. Tøjet fra væven var ikke alene smukt, men også magisk, fortalte de. Kun kloge mennesker kunne se disse klæder. De blev usynlige for ethvert menneske, som enten var dum eller ikke duede til sit embede.
Kejseren syntes, det lød strålende. “Ved at være disse klæder vævet af dette stof, vil jeg vide ud fra mine ansattes reaktioner, hvem jeg skal afskedige” tænkte han.
Så betalte han de falske vævere ti store kister med guld, for at de skulle væve ham magiske klæder.
De sattes deres fortryllede væv frem, forlangte den mest sjældne silke og det fineste guld til at væv klæderne. Men de gemte det hele væk i deres egen tasker og arbejdede på den tomme væv til langt ud på natten.
Kejseren ville frygteligt gerne vide, hvordan det gik med væverne og tøjet. Han havde brugt så mange penge, og han bekymrede sig for, om det nye tøj nu ville være stilfuldt nok. Han prøvede at få et glimt af tøjet gennem vinduet, men han kunne ikke se det tydeligt nok.
“Jeg vil sende min trofaste gamle minister hen for at se, hvordan arbejdet skrider frem. Han er en ærlig fyr og vil melde ærligt tilbage, hvordan klæderne ser ud” tænkte kejseren.
Således blev den gamle minister sendt hen til vævesalen. Der så han de to bedragere arbejde løs på deres tomme væve.
“Er disse mønstre ikke udsøgte? Er denne røde farve ikke guddommelig?” spurgte de ham.
Ministeren blev nu frygtelig bekymret, for han kunne ikke se noget som helst.
“Betyder dette, at jeg er en idiot og ikke duer til mit embede, fordi tøjet er usynligt for mig?” spurgte han sig selv.
Han besluttede at holde det hemmeligt, at han ikke kunne se klæderne. Det måtte ingen mennesker nogensinde få at vide.
“Nå, hvad synes du?” spurgte en af de falske vævere ham.
“Åh, det er de smukkeste klæder, jeg nogensinde har set” løj ministeren. “Fuldstændig henrivende!”
Snart sendte kejseren en anden minister hen for at se, hvordan det gik med vævningen. Han kiggede og kiggede, men kunne ingenting se på vævene.
Ligesom den første minister var han bange for at sige sandheden. Så han fortalte kejseren, at klæderne var vidunderlige.
“De er lavet af det mest kostebare silke, i en blændende regnbue af farve. Jeg var som fortryllet” løj han.
Denne beskrivelse af tøjet gjorde kejseren så spændt, at han besluttede, at han selv ville se klæderne.
Ledsaget af sine ædelsmænd gik han nu hen til de falske vævere.
“Er de ikke strålende? Se bare hvilke farver!” sagde hans mænd. De turde ikke indrømme, at de ikke kunne se noget på væven.
Kejseren var forfærdet, for han kunne slet ikke se noget som helst! Ikke en eneste tråd eller et eneste stykke stof. “Er jeg da dum?” tænkte han.
“Betyder dette, at jeg ikke duer til at være kejser?”
Så han lod som om han kunne se klæderne. “De er henrivende! Fuldstændig imponerende! Jeg giver dem mit allerhøjeste bifald” sagde han.
Alle de andre stod omkring ham og kiggede på de tomme væve. De turde ikke indrømme, at de ikke kunne se noget, så én efter én roste de det usynlige tøj ligesom kejseren.
Kejseren gav hver af bedragerne en medalje og udråbte dem til at være Officielle Kejserlige Vævere.
Den næste dag vendte kejseren tilbage med sine ministre for at hente de magiske klæder.
De falske vævere løftede armene i vejret, som om de holdt et sæt tøj op i luften.
“Her er bukserne, dette er kåben, og her er den kejserlige røde kappe med slæb” sagde den første bedrager.
“Klæderne er lettere end spindelvæv, florlet og blødt” fortalte den anden bedrager ham. “Det vil føles, som om du slet ikke bærer noget tøj overhovedet, Deres Majestæt.”
Kejseren, som var meget spændt, tog alt sit tøj af. Endda undertøjet. De to bedragere bar sig nu ad, som om de iførte ham hans nye tøj. De spændte de usynlige bukser fast på ham, knappede den usynlige kåbe, og lagde den usynlige kappe til rette om hans skuldre.
Kejseren vendte og drejede sig foran spejlet med stor fryd, selv om han stadig ikke kunne se eller endda føle, at noget som helst dækkede hans krop.
Ministeren bekendtgjorde, at det nu var tid til det store optog, hvor kejseren endelige skulle vise sit vidunderlige nye sæt tøj frem for sit folk.
Og så gik kejseren gennem byen under en gylden tronhimmel og følte sig mere stolt end nogensinde før. Aldrig før havde der været en hersker så pragtfuldt klædt som ham!
På alle sider af ham foregav folk at stønne af fryd over kejserens nye klæder. “Bravo!” råbte de. “Sikke en værdighed, sikke en stil!”.
De havde nemlig alle hørt rygterne om de magiske stof, og ingen ville bedømmes til at være dum ved ikke at kunne se klæderne.
Så råbte en lille dreng bagerst fra mængden af mennesker. “Hvorfor har kejseren ikke noget tøj på? Han har ikke en gang undertøj på!” råbte han. Hans far tyssede på ham med det samme og forsøgte at undskylde ham. “Tilgiv ham. Han er blot et uskyldigt barn, han ved ikke selv, hvad han siger.”
Men skaden var sket. En hvisken begyndte. Og det blev højere og højere. Snart råbte hele byen højt: “Men kejseren har jo ikke noget tøj på!”.
Den stakkels tåbelige kejser indså endeligt, at de havde ret. Så var det ikke så underligt, at han var begyndt at ryste af kulde. Men for at redde sin værdighed marcherede han videre, til optaget var forbi, mens hans adelsmænd stadig lod som om de bar hans usynlige slæb.
Fra den dag af blev han for evigt kendt som Kejseren uden klæder.
Læs også: Fyrtøjet
Hvad er handlingen i Kejserens Nye Klæder?
Kejserens Nye Klæder er en fortælling om en forfængelig kejser, der er besat af at have de fineste klæder. To bedragere kommer til byen og påstår, at de kan væve magiske klæder, der kun kan ses af kloge mennesker. Kejseren betaler dem en formue for at lave disse “magiske” klæder til ham. Ingen i kejserens hof tør indrømme, at de ikke kan se klæderne, af frygt for at blive anset for dumme eller uegnede til deres job.
Hvordan slutter eventyret?
Historien slutter med, at kejseren går i en parade for at vise sine nye klæder frem. Alle i byen roser hans “klæder”, indtil en lille dreng råber, at kejseren ikke har noget tøj på. Folket begynder at hviske, og snart indser alle, inklusive kejseren, at han faktisk er nøgen. Men for at redde sin værdighed fortsætter han paraden, som om intet var hændt.
Hvorfor skrev H.C. Andersen Kejserens Nye Klæder?
H.C. Andersen skrev “Kejserens Nye Klæder” som en satirisk kommentar til menneskets forfængelighed, naivitet og frygt for at tale sandheden. Historien tjener som en moralsk lektie om vigtigheden af ærlighed og modet til at stå imod samfundets forventninger og pres.
Hvilken genre er eventyret?
Kejserens Nye Klæder er en fabel eller moralsk fortælling. Det er en genre, der bruger en simpel historie til at illustrere en dybere moralsk eller etisk pointe. I dette tilfælde bruger H.C. Andersen historien til at udforske temaer som forfængelighed, social konformitet og ærlighed.
Ønsker du at dykke mere ned i H.C. Andersen, så kan du besøge https://hcandersenshus.dk
0 kommentarer