Sofie og Stjerneskibet

Der var engang en lille pige ved navn Sofie, som havde et værelse fyldt med stjernemønstrede tapeter og en samling af glitrende rumfartøjlegetøj. Men det mest særlige i Sofies værelse var det lille, sølvfarvede stjerneskib, hun havde fundet gemt i sit skab en dag. Det var ikke større end en skotøjsæske og lignede noget fra en anden verden.

En nat, da månen skinnede klart, og Sofie ikke kunne falde i søvn, begyndte stjerneskibet pludselig at zoome og zirpe, som om det var ved at vågne. Sofie nippede forsigtigt til det med et finger. Med et blændende lys og en summende lyd voksede skibet til et så stort skib, at det fyldte hele hendes værelse. Døren til skibet åbnede, og en blød stemme inviterede hende indenfor.

Inde i stjerneskibet fandt Sofie et cockpit fyldt med knapper og skærme, der viste stjernebilleder og fjerne galakser. Hun satte sig i kaptajnsstolen, der passede hende perfekt, og et holografisk billede af en venlig robot, kaldet Nova, dukkede op og sagde: “Velkommen, Sofie, jeg er din co-pilot. Er du klar til at rejse til stjernerne?”

Sofie nikkede ivrigt, og med et enkelt tryk på den store grønne knap, der lyste som en smaragd, svævede de ud af hendes vindue og ind i nattehimlen. De fløj forbi månen, så tæt på at Sofie kunne se de mørke månehave og de høje bjerge. De dansede rundt om Venus og vinkede til Merkur, mens Nova fortalte sjove fakta om hver planet.

Snart nåede de et område fyldt med farverige stjerneskud, og Sofie indså, at de var kometbørn, der legede tagfat. Men kometbørnene så forvirrede ud; de havde mistet deres vej og kunne ikke finde tilbage til deres hjemstjerne.

Sofie følte et stik af hjemve, da hun så de fortabte kometbørn. “Nova,” sagde hun bestemt, “vi må hjælpe dem med at finde hjem!”

Med Sofies hjælp og Novas stjerneviden navigerede de stjerneskibet gennem mælkevejen, fulgte stjernemønstre og lyttede til kometbørnenes beskrivelser af deres hjem. Efter en smuk rejse fyldt med glitrende nebulatåger og venlige rumvæsner, fandt de endelig kometbørnenes hjemstjerne.

Kometbørnene krammede Sofie og takkede hende for hendes venlighed. “Du har et hjerte som en supernova,” sagde de og blinkede farverigt, før de svævede hjem.

Da Sofie og Nova vendte tilbage til Jorden, var det næsten tid til at sige godnat. “Tak for eventyret, Nova,” sagde Sofie og krammede hologrammet, som svarede med en varm, elektronisk summelyd.

Skibet blev igen lille og fandt sin plads i Sofies skab. Sofie krøb under dynen, hendes øjne tunge af træthed, men hendes hjerte let som en komet. Hun vidste, at hun altid ville have stjerneskibet og tusindvis af stjerner som venner, der ville passe på hende, mens hun drømte.

Og med den tanke glædede Sofie sig ind i en dyb og fredelig søvn, mens månen vågede over hende og stjernerne blinkede blidt i takt med hendes åndedrag.