Mågen der ikke kunne flyve

Jeg blev født på et tag. Tre af os klækkede ud på samme tid takket være vores mor, der holdt os trygge og varme, indtil vi følte behovet for at udforske verdenen!

Reden, som mor havde bygget til os på taget, var klemt mellem to skorstene, der beskyttede os mod regn og vind.

Jeg husker, at jeg kunne mærke den varme sol på ryggen og jeg forsøgte uden succes at stå på mine to fødder. Mine brødre havde ingen problemer med at bevæge sig langs kanten på taget. Men jeg blev rigtig ked af det, da jeg ikke kunne det samme som mine brødre.

Mor fortsatte med at fortælle mig, at jeg skulle være tålmodig og kaldte mig en ”dum måge”, men selv efter nogle dage, var jeg stadigvæk ikke i stand til, at følge i mine brødres fodspor.

Jeg så mine brødre begynde at flyve fra hustagene og udforske de nærliggende træer og åbne områder. Så hårdt som jeg forsøgte at kopiere nøjagtig som de gjorde, ville mine vinger bare ikke åbne, så jeg kunne flyve.

Uger senere så jeg igen mine brødre begynde at flyve fra hustagene og udforske de nærliggende træer og haver.

Mor havde været meget beskyttende over for sine måger, men hun fortalte os, at vi snart skulle søge efter vores egen mad og være opmærksomme på alle de farer, som livet ville bringe os.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg forsøgte at flyve fra taget, men i stedet for faldt jeg til jorden. Heldigvis landede jeg på mine fødder! På dette tidspunkt var mor og mine brødre flygtet fra reden og fortalte mig, at hvis jeg ikke åbnede mine vinger og begyndte at flyve, ville jeg ikke overleve. Det var ikke min skyld, at mine vinger ikke ville åbne – det var som om de bare var klistret til min krop, uanset hvor hårdt jeg prøvede at sprede dem.

Jeg indså snart, at jeg aldrig ville være i stand til at flyve, og til sidst måtte jeg indse, at jeg var anderledes end andre måger. Jeg var nu nødt til at klare et liv uden at kunne flyve og overleve på den måde.

I den lille fiskerby, som jeg var født i, var der en meget smuk havn. Jeg følte, at hvis jeg kunne finde vej til byens centrum, ville havnen være et godt sted at bo. Det nærmede sig jul og jeg måtte helt sikkert finde et varmt og sikkert sted at slå mig ned. Efter at have prøvet mange forskellige veje og kun fundet pløjede marker og åbne rum kunne jeg endelig dufte havet! Når jeg vandrede langs fortovene, ville “mennesker” bare skubbe mig væk.

Jeg prøvede at gå på vejen, men bilerne dyttede med deres horn og pegede deres forhjul i min retning som om de ville sige “for pokker da, så flyv dog væk fra vejen”. Hvordan kunne de overhovedet vide, at jeg ikke kunne flyve?

Efter mange timers vandring ankom jeg endelig havnen.

Hold da op der var travlt! Jeg følte at jeg var i vejen hele tiden. Alt jeg kunne se var folks fødder! Jeg mødte folk, der skubbede barnevogne og mennesker, der gik med deres hunde. Jeg prøvede så meget jeg kunne, at lette fra jorden. Der var jo meget mere plads oppe i luften, men mine vinger ville stadig ikke udfolde sig.

Jeg fandt et skjulested under en træbænk. Jeg følte mig helt tryg og glad, indtil en gruppe børn kom og sad på bænken og begyndte at spise chips. Der blev jeg rigtig sulten.

Børnene grinte højt, da en måge fløj ned og spiste nogle af de chips som de kastede. Jeg havde ikke en chance for at få nogle, fordi jeg ikke kunne flygte op i himlen.

Nede på havnen kunne jeg se en fiskekutter der kom tilbage med sin fangst. Omkring båden var der mange måger, der råbte til hinanden, da de kunne dufte fiskene. Jeg var nødt til det, jeg skulle derop – derop på himlen.

Da jeg så på dem, huskede jeg, hvordan min mor havde døbt mig “dum måge”, og at hun fortalte mig, at jeg skulle flyve for at kunne overleve. Uanset hvor hårdt jeg prøvede, ville mine vinger ikke åbne. Det var næsten som om de ikke eksisterede. Jeg havde brug for at flytte væk fra havnen, da jeg blev trampet af folk, der havde travlt med at bære deres juleindkøb. De forstod ikke, hvorfor jeg blev på jorden. Hvis jeg bare kunne fortælle dem det.

Pludselig hørte jeg en stemme ”Hej lille måge. Mit navn er Kirsten – er du kommet for at besøge mig?

Jeg kiggede på en dames venlige ansigt, der sad i en kørestol og krammede en lille hund. Bagved damen kunne jeg se en dejlig varm pejs med ind i og et kæmpe stort juletræ. Øverst oppe var en skinnede stjerne, som nærmest smilede til mig. Da vidste jeg, at jeg ville være i sikkerhed.

Damen kastede et stykke brød fra en tallerken på hendes skød. Endelig havde jeg mad! Jeg var så taknemmelig.

“Jeg gør ud fra, at du vil flyve væk nu, når du har mad” sagde Kirsten, “det gør enhver anden måge.” Kirsten ville snart finde ud af, hvor anderledes jeg var!

Kirstens have havde flere steder hvor der var skygge og sikkerhed i buskene. Om morgenen bankede jeg på Kirstens glasdør med mit næb for, at fortælle hende, at jeg ikke var fløjet væk. Kirsten svarede mig altid igen ved, at åbne glasdøren og smide mad ud til mig. Vi var et godt par – Kirsten var ikke i stand til at gå og mig ude af stand til at flyve!

På juledag inviterede Kirsten mig ind i sit dejlige sommerhus. På dette tidspunkt var hendes lille hund (Perle) og jeg blevet gode venner. Vi fik begge masser af godbidder i julen. Der var endda en farverig strømpe med vores navne på. Jeg var ikke klar over, at hun havde kaldt mig Sammy!

Kirsten var altid venlig mod mig. Jeg havde alt, hvad jeg havde brug for her i Kirstens dejlige have. Og endelig havde jeg fundet mig en god ven, der kaldte mig ”en unik måge.” Jeg var trods alt ikke en “dum måge”!