Lille Claus og Store Claus

Introduktion

I H.C. Andersens forunderlige eventyrverden findes der en historie om kløgt og bedrag, venskab og rivalisering, fortalt gennem to mænd med samme navn men meget forskellige skæbner. “Lille Claus og Store Claus” er et skarpt, humoristisk eventyr, som udfolder sig i en tid, hvor heste var rigdom og snilde var nøglen til overlevelse.

Historien om Lille Claus og Store Claus

Der var engang en by, hvor der boede to mænd der begge hed Claus. Den ene mand havde fire heste, så han blev kaldt Store Claus, den anden havde kun én hest, så ham kaldte man for Lille Claus.

Hele ugen igennem måtte Lille Claus pløje for Store Claus og låne ham sin eneste hest, så hjalp Store Claus igen med alle sine fire heste, men kun om søndagen.

Om søndagen smældede Lille Claus fornøjet med sin pisk over de fem heste. Da han så nogle landsbyboere på vej til kirke, lod han som om at han ejede dem og råbte: “Hyp alle mine heste”.

Store Claus blev vred. “Hov! Hold op med at sige, at det er dine heste, ellers slår jeg din hest for panden” truede Store Claus.

Men da den næste gruppe mennesker kom forbi, kunne Lille Claus ikke lade være med at råbe: “Hyp alle mine heste”.

Store Claus var rasende, han greb en kølle og slog Lille Claus’ hest for panden, så den faldt om og døde.

Lille Claus var knust. Uden noget som helst tilbage i verdenen, flåede han sin døde hest, lagde huden i en pose og gik til byen for, at sælge den.

Det var en meget lang vej at gå, og han skulle igennem en mørk skov, da et frygtelig uvejr brød løs. Han så en bondegård og bankede på døren, men bondekonen ville ikke lukke op.

Der var en stor høstak i nærheden og Lille Claus besluttede sig for, at sove der. Han klatrede op på høstakken og opdagede, at han kunne se ind igennem et vindue. Her var bondekonen igang med at spise en dejlig fisk sammen med degnen, mens de drak alt bondens vin.

I det samme hørtes hjulene fra en hestvogn på vejen. Bonden var kommet hjem, han ville ikke blive glad for, at se sin kone underholde degnen.

Lille Claus så igennem vinduet hvordan bondens kone hurtigt gemte maden og vinen i ovnen og fik degnen til, at gemme sig i en stor kiste.

Da bonden nærmede sig huset, så han Lille Claus i høstakken. “Hvem er deroppe?” spurgte han. “Det er en skrækkelig nat, kom indenfor i læ.”

Indenfor serverede den skyldbetonede kone et stort fad grød. Lille Claus ville hellere have haft noget af den lækre fisk og vin, der var gemt i ovnen. Og derfor gav han sin sæk et spark, så den knirkede.

“Hvad var det?” spurgte bonen.

“Det er en troldmand” løj Lille Claus. “Han siger at vi ikke behøver at spise grød, for han har hekset mad og vin til os i ovnen.”

Bonden åbnede ovnen og var forbløffet over, at finde festmåltidet.

Lille Claus sparkede til sækken, og fik den til at knirke igen.

“Åhhh…hvad siger din troldmand nu?” spurgte bonden.

“Han siger, at han har hekset fanden frem, som ganske ligner en degn og han gemmer sig i din kiste.” løj Lille Claus.

Bonden åbnede kisten, men da han så degnen, smækkede han kiste i igen. Forundret tikkede han Lille Claus om at sælge ham troldmanden og selv fastsætte prisen.

Det gik Lille Claus med til, for en skæppe penge, en trillebøre og kisten.

Han gik gennem skoven indtil han kom til en dyb og bred å, hvor strømmen var for stærk til, at man kunne svømme over.

Heldigvis var der en ny bro over floden og Lille Claus skubbede trillebøreren halvvejs over.

“Eeeeej men hvad skal jeg dog gøre med den tossede kiste” sagde Lille Claus ganske højt, så degnen kunne høre det.

“Den er jo alt for tung at trille, nej jeg kaster den i åen” sagde Lille Claus.

“Ååååh nej!” råbte degnen forhærdet mens han hamrede på kistelåget. “Slip mig ud! Jeg vil give dig en skæppe penge mere”.

Så lukkede Lille Claus ham ud, lagde den anden skæppefuld penge i trillebøreren og gik hjem.

Store Claus var rystet over, at se hvor mange penge Lille Claus havde.

“Så meget var din hest da ikke værd” spurgte Store Claus.

“Jo, det var den.” løj Lille Claus.

Store Claus hentede sin økse og slog sine heste ihjel og flåede dem. Hele dagen og aftenen råbte han op og ned ad gaden: “Huder, huder hvem vil købe huder? En skæppe penge stykket.”

Men folk grinede først at hans pris og derefter blev de vrede. “Han vil gøre nar af os, snyde os” sagde de.

Så hentede skomagerne deres remme, garverne tog deres skødeskin og de pryglede han gennem byen.

“Vi skal give dig en hud, der spytter røde grise” truede de ham.

Store Claus var rasende og var fast besluttet på, at Lille Claus ikke skulle narre ham igen, så han greb ham og livet og puttede ham i en sæk.

“Nu tager jeg dig med til åen og drukner dig” sagde Store Claus.

På vejen standsede Store Claus for at gå i kirke, og stillede sækken udenfor.

Lille Claus kæmpede for at komme fri af sækken, og blev opdaget af en gammel kvægdriver.

“Ak! Jeg er så ung, og skal allerede til himmeriget.” græd Lille Claus nede fra sækken.

“Og jeg er så gammel, men kan ikke komme dig endnu” sagde den gamle kvægdriver.

Og så foreslog Lille Claus, at de byttede plads, og det gik den gamle kvædriver gladeligt med til.

Da Store Claus kom ud fra kirken, hankede han, uden at bemærke noget op i sækken med kvægdriveren, kastede ham i åen og druknede ham.

På hjemvejen blev Store Claus overrasket over, at møde Lille Claus med kvægdriverens kvæg.

“Øhh! Hvordan er du kommet herhen?” spurgte Store Claus. “Og hvor har du de dejlige kvæg fra?”

“Jaaah, da du kastede mig i åen, endte jeg i havfolkets rige” fortalte Lille Claus ham. “Og de gav mig alt det her dejlige søkvæg, ja der går jo hundrede-vis gode køer dernede.”

“Du er en lykkelig mand!” sagde Store Claus. “Hvordan får jeg også fat på søkvæget?”

“Du skal bare kastes i åen” sagde Lille Claus til ham. Og så krøb Store Claus i en sæk og Lille Claus rullede ham i vandet, hvor han sank til bunds og blev aldrig set igen.

“Jeg er bange for, at han ikke finder kvæget” sagde Lille Claus og så drev han sine køer hjem ad, hvor skæpperne med guld ventede.

Og han levede et lykkeligt liv til sine dagens ende.