Der var engang en godhjertet og prægtig hvid elefant, der elskede sin gamle, blinde mor og altid tog sig kærligt af hende.
De boede i en hule ved siden af en smuk sø omgivet af kønne, pink lotusblomster.
En dag fór en skovhugger vild i skoven, og han var meget bange for at være alene i den tætte skov. Han begyndte at græde og råbe om hjælp. Elefanten var i færd med at samle bær til sin mor, da den hørte mandens nødråb. Den hjalp manden ud af skoven, og skovhuggeren var meget taknemmelig.
Nogle dage senere hørte skovhuggeren, at kong Brahmaduttas elefant var død. Kongen var på udkig efter en ny, og skovhuggeren kom i tanke om den venlige hvide elefant. Han tænkte, at han sikkert ville få en belønning, hvis han fortalte kongen om den.
Næste dag førte skovhuggeren kongen hen til den hvide elefants hule. Elefanten blev ked af skovhuggerens selviskhed, men den protesterede ikke, fordi den ikke ville såre nogen. Så blev elefanten ført væk til kongens slot. Da elefantens stakkels mor fandt ud af, at hendes søn var taget fra hende, lagde hun sig i hulen helt sønderknust af sorg.
I mellemtiden fik den hvide elefant en fornem modtagelse i den kongelige elefantstald. Dyrepasserne tilberedte et festmåltid til den, men den rørte slet ikke maden. Den sad bare helt stille med et sørgmodigt udtryk i ansigtet.
Kongen kom forbi for at se, hvad der var galt. Elefanten fortalte kongen om sin blinde mor, og den fortalte også, at moren umuligt kunne overleve på egen hånd.
Den barmhjertige konge blev dybt rørt af elefantens historie, og han lod elefanten vende tilbage til sin mor.
Den hvide elefant tog sig kærligt af sin mor, indtil hun døde. Kongen kom ofte på besøg. Og da den hvide elefant også gik bort en dag, rejste kongen en statue af den ved siden af søen, og han afholdt en årlig elefantfestival til ære for den hvide elefant.
0 kommentarer