Der var engang en lille sort kat ved navn Silas, som boede i en gammel, skæv hytte for enden af en gade i en lille by. Silas var ikke nogen almindelig kat. Han kunne tale – og det gjorde han meget. Faktisk, så talte Silas hele tiden, så meget at det ofte gjorde folk trætte. Ingen kunne få ham til at holde mund!
Silas talte om alt mellem himmel og jord. Han havde meninger om vejret, hvad folk havde på, og hvad de spiste til morgenmad. Men selvom Silas snakkede så meget, var han en klog kat, og der var ikke noget, han elskede mere end at hjælpe folk med at finde ud af ting – uanset om de bad ham om det eller ej.
En Halloween-aften, mens børnene i byen var ude og samle slik, kom Silas til at høre noget mærkeligt. Der var nogen, der var faret vild! Børnene kunne ikke finde tilbage til byen fra skoven, og Silas vidste, at han måtte hjælpe.
“Åh nej, åh nej,” jamrede han for sig selv, “Jeg må straks finde dem og føre dem tilbage!”
Silas sprang afsted mod skoven, og det tog ikke lang tid, før han fandt de tre børn, som gik forvirret rundt blandt træerne. Der var Emma, Viktor og lille Sofie, som alle så meget bange ud.
“Frygt ej!” råbte Silas, mens han smøg sig elegant hen over stien. “Jeg, Silas, den mest talende kat i verden, vil hjælpe jer!”
Børnene kiggede overrasket på hinanden. “En talende kat?” sagde Viktor med store øjne.
“Ja, ja, ja! Jeg kan tale, og det er en stor fordel for jer, for jeg ved præcis, hvordan man kommer ud af denne skov,” svarede Silas stolt. “Følg mig!”
Og så begyndte Silas at tale – hele vejen gennem skoven. Han fortalte børnene om skovens historie, om hvilke planter der voksede der, og om hvordan hans oldefar engang havde jaget en mus gennem de samme stier. Han snakkede og snakkede, og selvom børnene først syntes, det var lidt meget, blev de snart vant til det. Silas vidste virkelig en masse ting, og hans evige snak fik dem til at glemme, at de havde været bange.
Men efter en stund var børnene stadig ikke kommet ud af skoven. De begyndte at undre sig.
“Er vi snart der?” spurgte Emma forsigtigt.
“Åh ja, ja, selvfølgelig!” svarede Silas, “Jeg ved præcis, hvor vi er… hmm… måske skulle vi gå denne vej… eller nej, den vej!”
Børnene kunne ikke lade være med at grine. Silas snakkede så meget, at han havde glemt at følge med i, hvor de gik hen! Men det gjorde ikke noget, for de havde det sjovt sammen, og skoven virkede ikke så skræmmende mere.
Til sidst fandt Silas den rigtige sti ud af skoven. Da de nåede kanten af byen, kiggede Silas op på børnene og smilede – på sin helt egen katteagtige måde.
“Se, jeg sagde jo, at I kunne stole på mig,” sagde han stolt.
“Ja,” sagde Viktor grinende, “men du snakkede os næsten i den forkerte retning!”
De lo alle sammen, og Silas nikkede. “Måske snakker jeg lidt for meget,” indrømmede han. “Men det vigtigste er, at vi fandt vejen tilbage.”
Børnene vinkede farvel til Silas og gik hjemad, mens Silas, med en glad og snakkesalig purring, luskede tilbage mod sin hytte. Og selvom han måske talte lidt for meget, så var han alligevel den bedste kat at have ved sin side, når man gik vild – især på Halloween.
0 kommentarer