👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.
I kanten af skoven, under et højt grantræ, hvor koglerne hang som små klokker, boede kaninen Ella. Hver morgen vågnede hun til fuglesang og vinden, der dansede mellem træernes grene. Hun kendte alle stier og blade i skoven – eller… det troede hun i hvert fald.
En dag hørte hun noget nyt. Den gamle skildpadde, Alfred, sad og nynnede for sig selv, mens han rokkede frem og tilbage.
“Regnbuestenene gemmer sig dybt i skoven,” sagde han, “og hvis du finder dem, får du det, du mangler mest.”
Ella spidsede sine lange ører. Det, man mangler mest? tænkte hun. Hun behøvede ikke noget selv… men måske kunne hun finde stenene og give dem til sine venner.
“En sten til Frida, så hun bliver mere modig,” hviskede hun. “En til Mikkel, så han kan sove bedre om natten. Og én til Mille, så hun tør sige, hvad hun mener.”
Næste morgen tog Ella af sted. Hun pakkede gulerodsmadder, sin lille kompassten og et stykke tørret æble – bare hvis hun mødte nogen, der trængte til en bid.
Skoven blev anderledes, jo længere hun kom. Træerne stod tættere, og lyset flimrede i farver, hun aldrig havde set før. Hun fulgte en strøm, der glitrede som sølv. Hun gik over en bro lavet af snoede grene. Hun kravlede under en busk, der duftede af regn.
Først mødte hun en lille ræv, der så trist ud.
“Min hale er blevet helt filtret,” sagde ræven. “Alle griner af mig.”
Ella fandt sin kam frem, som hun altid bar i rygsækken. Hun satte sig tålmodigt og redte rævens hale, mens de snakkede om gamle eventyr. Ræven smilede, da hun gik.
Senere stødte Ella på en fugl, der ikke turde flyve. Hun havde vinger, men var bange for at falde.
Ella satte sig ved siden af hende og begyndte at synge. En stille sang om vinden, der bærer. Om grene, der fanger én, hvis man falder. Fuglen sang med. Før hun vidste af det, baskede hun med vingerne og lettede – bare en lille smule.
Og sådan fortsatte det. Ella gav ikke sten. Men hun hjalp. Hun lyttede. Hun smilede. Og til sidst, da solen begyndte at gå ned, nåede hun frem til en lille lysning.
Midt i lysningen lå en bunke små, runde sten – og de glitrede i alle regnbuens farver. Ella satte sig forsigtigt ved siden af dem. Hun havde fundet dem. Men da hun rakte ud for at tage én, skete der noget mærkeligt.
Stenene blinkede – og forsvandt.
Men Ella blev ikke forskrækket. For pludselig kunne hun mærke noget inden i sig selv. Hun mærkede, hvordan det føltes, da hun hjalp ræven. Da hun sang med fuglen. Da hun gik gennem ukendte stier for at gøre noget godt for andre.
Og hun forstod.
Regnbuestenene var ikke noget, man kunne tage med sig. De boede allerede i hende. I hendes venlighed. I hendes mod. I hendes kærlighed.
Da Ella kom hjem, var det blevet nat. Frida stod og ventede ved porten.
“Fandt du dem?” spurgte hun spændt.
Ella nikkede og krammede hende.
“Ja,” sagde hun. “Men det mærkelige er… jeg havde dem vist med hele tiden.”
Og under stjernerne, i en lille by i skoven, sov en hvid kanin med et lille smil på munden. Hun havde ikke fundet sten. Hun havde fundet noget større.
0 kommentarer