Juledukken

Der var engang, i et hyggeligt lille hus på Rosenvej, en sød pige ved navn Bella. Bella havde meget legetøj, men hendes yndlings var en smuk dukke ved navn Liva. De legede sammen hver dag og hver nat. Som enebarn ønskede Bella mere end noget andet en rigtig lillesøster, og hemmeligt ønskede Liva det samme.

Liva havde det venligste hjerte og de reneste intentioner. Hver aften, når Bella hviskede sine drømme til Liva, skinnede dukkens knapøjne med en stille længsel. Hun ønskede, hun kunne blive en rigtig pige, selv bare for en dag, for at gøre Bellas verden mere fyldig og glad.

En snefyldt aften, da julen nærmede sig, tjekkede Julemanden sin liste. Han bemærkede Bellas hjertevarme ønske og Livas renhjertede begær. Så besluttede han at give Liva en særlig gave: hun kunne blive en rigtig pige for en nat – juleaften.

Da klokken slog midnat, følte Liva en mærkelig, men dejlig fornemmelse. Hun blinkede med øjnene og kiggede rundt. Hun var ikke længere i legetøjsrummet. Hun var i Bellas soveværelse! Hun havde små fødder, vrikkende fingre, og hendes hjerte bankede af glæde.

Bella vågnede op til lyden af blide latter. Hun gned sine øjne og fandt en rigtig pige, der lignede Liva, smilende tilbage til hende. “Det er mig, Liva!” udbrød hun. Begge krammede tæt, deres hjerter fyldt med spænding.

Liva sagde: “Bella, jeg er her kun for en nat. Lad os gøre det til den mest mindeværdige nat nogensinde.”

De sneg sig ud af huset og ind på de sneklædte gader, hvor børn fra nabolaget legede under måneskinnet, byggede snemænd og havde sneboldkampe. Liva, med sin magiske tilstedeværelse, blev hurtigt venner med dem og introducerede Bella. For første gang lo Bella og legede med andre børn.

Natten var fyldt med glæde, latter og nyfundne venskaber. De sang julesange, delte historier og dansede under de funklende stjerner.

Da daggryet nærmede sig, vidste Liva, at hendes tid som en rigtig pige næsten var ovre. Hun tog Bellas hånd og sagde: “Husk, Bella, verden er stor og fuld af venner. Vær aldrig bange for at træde ud og møde dem.”

Bella nikkede, tårer glimtende i hendes øjne. “Tak, Liva. Jeg vil aldrig glemme denne nat.”

Da de første solstråler lyste himlen op, forvandlede Liva sig tilbage til en dukke. Bella holdt hende tæt, vidende, at magien fra dén nat ville blive hos dem for evigt.

Fra den dag af var Bella aldrig alene. Hun fik mange venner, altid bærende erfaringerne fra den magiske nat med sig. Og hver juleaften hviskede hun en lille tak til Julemanden og gav Liva en ekstra tæt kram, taknemmelig for natten, der ændrede hendes liv.

Og således blev legenden om den magiske dukke ved navn Liva en elsket godnathistorie i hjertet af Rosenvej, videregivet gennem generationer, der mindede hvert barn om venskabets magi.