Engang for længe siden var der en ugle og en due, der var gode venner. Selvom de var venner, konkurrerede de altid mod hinanden.
“Ugler ser meget bedre end duer” pralede uglen.
“Måske, men duer er meget bedre til at flyve” svarede duen.
“Ugler har bedre hørelse” fortsatte uglen.
“Duer har de flotteste fjer” sagde duen.
En morgen saf de ved siden af hinanden på en gren. “Jeg tror, der er mange flere ugler end duer” påstod uglen.
“Det passer ikke” sagde duen. “Der er helt klart flere duer end ugler. Men der er kun én måde at finde ud af det på. Jeg udfordrer dig til at tælle dem!”.
“Okay” sagde uglen. “Vi skal finde et sted med masser af træer. Lad os gøre det i Storeskoven om en uge fra i dag. Så er der tid til, at vi kan fortælle alle om det.”
Hele ugen fløj uglen og duen vidt omkring for at fortælle deres fuglevenner, at de skulle komme til Storeskoven for at blive talt. Uglerne var de første til at ankomme på selve dagen. Det virkede, som om alle træerne var fyldt til randen af ugler, der tudede til hinanden.
Der var så mange, at uglerne var sikre på, at de ville være flere end duerne.
Pludselig blev himlen helt sort. Skyer af duer var på vej hen mod Storeskoven. De kom fra nord, syd, øst og vest. Inden længe var træerne helt fyldte, og grenene begyndte at bøje og knække under duernes vægt.
Og der kom flere duer til. De cirklede rundt over trætoppene på udkig efter et sted at lande. Til sidst var jorden også helt dækket af duer. Uglerne så forundrede til med vidt åbne øjne, mens duer i tusindvis blev ved med at lande i skoven.
Larmen fra duernes vinger var øredøvende, og uglerne blev mast og skubbet ned fra grenene af de mange duer.
“Lad os komme væk herfra” tudede uglerne til hinanden, og så fløj de væk. Men de stakkels fugle havde stirret så længe og hårdt på duerne, at deres øjne havde sat sig fast – og siden den dag har ugler altid stirret. Og det er også derfor, at de gemmer sig om dagen og kun kommer frem om natten.
0 kommentarer