Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.
Introduktion
Træd ind i en verden, hvor skoven gemmer på mere end bare træer og dyr. På godnat-historier.dk venter en tidløs fortælling om Hans og Grete, to børn fanget mellem sult og overlevelse. Men pas på, for ikke alt er, som det ser ud, og nogle huse er bygget af mere end blot mursten.
Historien
Ved udkanten af en stor skov, boede der en fattig brændehugger med sin kone og to børn. Drengen hed Hans og pigen hed Grete, de havde hverken mad eller brænde, og engang da der var hungersnød i landet, vidste faderen slet ikke hvordan han skulle skaffe det daglige brød.
Om aftenen, da han var kommet i seng og lå og tænkte over sin ulykke, sukkede han og sagde til sin kone “Hvad skal der dog blive af os? Vi har slet ingen mad til børnene og knap nok til os selv”.
“Ved du hvad?” sagde konen, “i morgen tidlig følger vi børnene ind i den tætte skov og tænder et bål der. Vi giver dem hver et stykke brød og så går vi på arbejde. De kan ikke finde hjem igen, og så er vi af med dem.”
“Nej! Det gør vi ikke” sagde manden, “jeg kan virkelig ikke nænne, at lade vores børn være helt alene i den store skov, de bliver jo ædt af de vilde dyr.”
“Du er et rigtig tossehoved” sagde hans kone vredt “så dør vi jo alle af sult!”. Hun blev ved og ved med at plage ham og til sidst gav han efter.
“Men det gør mig altså, så skrækkelig ondt for de stakkels børn” sagde han.
De to børn havde ikke kunne sove om natten af sult og havde også hørt, hvad deres mor havde sagt. Grete græd og sagde til Hans: “Nu er det ude med os”.
“Vær stille Grete” svarede Hans. “Jeg skal nok finde en løsning”.
Da forældrene var faldet i søvn, stod han op og listede sig ud. Månen skinnede klart og de hvide kiselsten, der lå udenfor på vejen lyste som sølv. Hans fyldte sine lomme op med stenene og gik ind til Grete og sagde: “Læg du dig bare til at sove min søster, den gode Gud vil ikke forlade os”. Hans lagde sig også i sin seng.
Da det blev morgen vækkede konen børnene. “Stå op i dovne kroppe” sagde hun, “nu skal vi ud i skoven og hente brænde”. Hun gav hver af børnene et stykke brød og sagde, “Der har i jeres middagsmad, mere får i ikke”. Grete tog brødene ind under forklædet, fordi Hans havde jo lommerne fulde af sten.
De begav sig nu alle sammen på vej ud i skoven. Da de havde gået et lille stykke, stod Hans stille, vendte sig om og kiggede efter huset. Da de var gået lidt videre, vendte han sig om igen. “Hvorfor vender du dig om hele tiden?” spurgte faren, “det har vi ikke tid til, skynd dig nu lidt!”.
“Jeg ser efter min hvide kat” sagde Hans, “den sidder oppe på taget og vil sige farvel til mig”.
“Hvor du dog kan vrøvle!” sagde moren “Der er jo ikke andet end solen der skinner på skorsten”.
Hans havde imidlertidig slet ikke kigget efter katten, men bare kastet kiselstene bag ved sig på vejen. Da de var kommet dybt ind i skoven sagde faren: “Kan I nu samle brænde børn? Så tænder jeg ild, så I ikke skal fryse.”
Hans og Grete samlede en lille bunke kviste, faren satte ild til dem og da der var kommet godt ild i bålet sagde konen: “Sæt jer så ned ved ilden og hvil jer, mens vi går ind i skoven og hugger brænde. Når vi er færdige, kommer vi igen og henter jer”.
Hans og Grete satte sig ved ilden og ved middagstid, spiste de deres tørre brød. De kunne høre slag lidt derfra, der lød som slagene fra en økse og troede, at faren var i nærheden. Men lyden kom kun af, at faren havde bundet et stykke brænde fast til et træ og nu slog vinden den ind mod træet.
Til sidst blev børnene søvnige og faldt også i søvn. Da de vågnede var det allerede blevet nat, og Grete begyndte at græde. “Hvordan skal vi dog finde ud af skoven” sagde hun, men Hans trøstede hende, “Vent bare til månen kommer frem” sagde han, “så skal vi nok finde vej hjem”. Og da månen var stået op, tog Hans sin søster i hånden og de lystende kiselsten viste ham vej.
De gik hele natten og først om morgenen nåede de tilbage til huset, de bankede på døren og da moren lukkede døren op og så, at det var dem sagde hun: “Hvor har I dog været henne? I slemme børn! Vi troede slet ikke i ville komme hjem, I var jo væk.” Men faren blev glad, da han så dem, for han havde haft dårlig samvittighed, fordi han havde ladet dem blive alene tilbage i skoven.
Kort tid efter, var der stor elendighed igen og Hans og Grete hørte moren om natten sige til faren: “Nu har vi kun et halvt rugbrød tilbage, så er den potte ude. Hvis børnene ikke kommer af vejen, så er vi fortabte allesammen. Vi må bringe dem endnu længere ind i skoven, så de ikke kan finde hjem.”
Det gjorde faren meget ondt og han sagde: “Det ville være smukkere, at dele den sidste mundfuld med sine børn”. Men konen brød sig slet ikke om det faren sagde. “Når man har sagt A, må man også sige B” sagde hun, og da han havde givet efter første gang, måtte han jo også bøje sig nu.
Børnene havde også denne gang været vågne og havde hørt det hele. Da moren og farven var faldet i søvn om aftenen, stod Hans op og ville samle kiselsten ligesom sidste gang, men moren havde låst døren. Alligevel trøstede han sin søster og sagde: “Du skal ikke græde Grete, den gode Gud hjælper os”.
Tidligt næste morgen kom moren og sagde til Hans & Grete, at de skulle stå op. De fik hver et stykke brød, men det var meget mindre end sidste gang.
Hans tog brødet i lommen og brækkede det i små stykker og imens de gik ud i skoven igen, så smed han små stykker af brødet på jorden.
“Skynd dig dog lidt Hans!” sagde faren, “Hvad er det nu du kigger efter?”. “Det er en due, der sidder oppe på taget og vil sige farvel til mig”, sagde Hans.
“Din dumrian” sagde moren, “der er jo ikke andet end solen der skinner på skorsten”.
Efterhånden som de gik, hastede Hans brødkrummer på vejen. Moren førte børnene så langt ind i skoven, som de aldrig nogensinde havde været før. Faren tændte et bål og moren sagde: “Sæt jer nu her i hvil jer, og sov hvis i er søvnige. I aften når vi er færdig med at hugge brænde, kommer vi og henter jer”.
Ved middagstid tog Grete sit stykke brød frem og delte det med Hans, der jo havde strøget sit brød på vejen. Så faldte de i søvn. Det blev aften, men hverken faren eller moren kom og hentede de stakkels børn. Hans trøstede sin søster og sagde: “Vent bare til månen kommer frem, og vi kan se brødstykker, så skal vi nok finde hjem. Men skoven mange fugle havde spist de mange brødkrummer, der var ikke en eneste tilbage.
“Vi skal nok finde vej alligevel” sagde Hans, men det gjorde de ikke. De gik hele natten og hele næste dag, men de kom ikke ud af skoven. De havde ikke fået andet at spise end et par bær, som de havde fundet på deres vej. De var også så trætte, at de ikke kunne stå på benene. Så lagde de sig under et træ og faldt snart i søvn. Den næste dag gik de videre, men de kom bare dybere og dybere ind i skoven, og de var lige ved at dø af sult.
Ved middagstid fik de øje på en snehvid fugl, som sad på en gren og sang så dejligt. De blev stående for at lytte til den, og da den havde sunget lidt, fløj den op fra grenen og Hans og Grete fuldte efter den og kom til et lille hus, hvor fuglen satte sig på taget. Da de kom helt hen til huset opdagede de, at huset var lavet af pandekager og brød, og ruderne var lavet af hvidt sukker. “Nu kan vi da få noget at spise!” råbte Hans glad, “kom Grete, tag nu et stykke af vinduet, det er dejligt sødt, så spiser jeg noget af taget”. Hans stillede sig nu på tæerne og brækkede nu et lille stykke af taget for, at prøve at smage det. Grete gav sig til, at gnave løs på ruden. I det samme hørte de ikke var stuen en tynd stemme, der råbte: “Hvem er det derude, som gnaver på min rude?”. Hans og Grete svarede: “Det er bare stormens sus, der tuder og hviner gennem dit hus”, og så spiste de videre uden, at lade sig forstyrre.
Hans synes, at taget smagte dejligt og brækkede så et stort stykke af, og Grete slog ruden ind og spiste og spiste. Pludselig gik døren op og en ældgammel kone, der støttede sig til en stok kom ud. Hans og Grete blev så bange, at de tabte det mad de stod med i hånden. Den gamle dame rokkede med hovedet og sagde: “Hvordan er i kommet herhen, søde små børn? Kom indenfor og bliv hos mig, så skal jeg ikke gøre jer fortræd.” Hun tog dem i hånden og gik ind i huset med dem. Der fik de dejlig mad, mælk og pandekager med sukker og æbler og nødder. Derefter puttede hun dem i to små bløde senge og Hans og Grete troede faktisk, at de var kommet i himlen.
Den gamle kone var faktisk en ond heks, og slet ikke så rar som hun lod som om. Hun havde kun bygget kagehuset for, at lokke børn til sig. Når hun havde fået et barn i sin magt, dræbte hun det, kogte hun det og spiste det, og så var det en rigtig festdag for hende. Heksene har røde øjne og er temmelig nærsynede, men de har en fin næse ligesom dyrene og kan lugte, så snart der er mennesker i nærheden. Da Hans og Grete kom hen imod huset grinede hun ondskabsfuldt og sagde: “De skal ikke slippe fra mig”.
Tidligt næste morgen før Hans og Grete vågnede, stod heksen op og så dem ligge i sengene med deres store røde kinder og sove trygt tænkte hun: “Det bliver en lækkerbisken!” Hun tog så fat i Hans med sine tørre hænder, bar ham ud i stalden og lukkede ham inde bag et gitter, og var fuldstændig ligeglad med hvor meget Hans han græd. Så gik hun ind og ruskede i Grete og sagde: “Stå så op din driver og hent noget vand og lav noget god mad til din bror, han sidder ude i stalden og når han er blevet rigtig tyk og fed, så æder jeg ham.”
Grete begyndte at græde, men det nyttede ikke, hun måtte gøre hvad den slemme heks forlangte. Nu fik Hans den dejligste mad, men den stakkels Grete fik ikke andet end affald. Hver morgen gik den gamle heksen ned til stalden og råbte: “Stik din finger ud, så jeg kan mærke om du er blevet fed!”
Hans stak et afgnavet ben ud igennem tremmerne og den gamle heks kunne ikke se den med sine svage øjne og troede, at det var Hans’ finger. Heksen kunne ikke begribe hvorfor Hans blev ved med, at være så mager.
Da der var gået fire uger og Hans ikke blev en smule tykkere, tabte hun tålmodigheden. “Skynd dig lidt at hente vand” sagde hun til Grete, “hvad enten Hans er tyk eller tynd, vil jeg spise ham i morgen.” Tårerne løb den af kinderne på den stakkels lille Grete, men hun måtte gå.
“Hjælp os gode Gud!” sagde Grete, “bare de vilde dyr i skoven havde ædt os, så var vi i det mindste døde sammen. “Hold op med det tuderi!” sagde den gamle heks, “det hjælper slet ikke.”
Den næste morgen måtte Grete tænde ild i ildstedet, og sætte kedlen over. “Vi skal først bage” sagde heksen “jeg har allerede fyret under bagerovnen og æltet dejen”. Hun puffede den stakkels pige hen til ovnen, og flammerne slog ud af den. “Kryb ind og se, om den nu også er rigtig varm,” sagde heksen. Grete vidste godt, at det var meningen, at hun skulle steges derinde og sagde derfor: “Hvordan skal jeg dog komme derind?”.
“Din gås!” sagde heksen, “åbningen er da stor nok! Kan du se, der er plads nok til mig derinde”. Og så stak heksen hovedet ind i ovnen, “Se selv!”. I det samme gav Grete hende et puf, så hun røg ind i ovnen, og i en fart smækkede hun lågen til ovnen i, og låste den. Den gamle heks begyndte at hyle og skrige derinde, men Grete skyndte sig blot afsted, og den onde heks måtte brænde op.
Grete løb ud til Hans i stalden, åbnede gitteret og jublede: “Nu er vi frelste Hans! Den gamle heks er død” og Hans sprang glad ud som en fugl, der slipper ud af sit bur. De omfavnede og kyssede hinanden og gik så tilbage til heksens hus, for nu var der jo ikke noget at være bange for.
Der stod store kasser fyldte med perler og ædelstene. “De er bedre end kiselsten!” sagde Grete og tog en hel masse i sit forklæde. “Lad os nu skynde os, at komme ud af skoven,” sagde Hans, og så begav de sig på vej.
Da de havde gået i et par timer, kom de til en stor sø. “Den kan vi da ikke komme over!” sagde Hans, “jeg kan ikke se nogen bro og der er heller ingen skibe,” svarede Grete, “men dér svømmer der en hvid and. Den hjælper os nok, når vi spørger pænt.”
Så råbte hun: “Kom du lille hvide and, bær os til den anden strand.” Anden svømmende straks over til Hans og Grete. Hans satte sig på ryggen af den og ville have, at Grete skulle sætte sig bagved ham. “Nej, det gør jeg ikke,” svarede Grete, “det er alt for tungt for anden. Den må hellere komme tilbage og hente mig, efter du er kommet over på den anden side.”
Det gjorde den rare and så, og da de var kommet godt over på den anden side, syntes de nok, at skoven så dem så bekendt ud, og det varede heller ikke længe, før de kunne skimte deres fars hus mellem træerne.
Da begyndte de løbe alt hvad de kunne og skyndte sig hen til huset, og så styrtede ind i stuen og faldt deres far om halsen. Faren blev meget overrasket og meget lykkelig, han havde ikke haft en glad time, siden han havde forladt børnene i skoven, og den onde mor var død imellem tiden. Grete kastede perlerne og ædelstene ud af forklædet, og Hans tog den ene håndfuld efter den anden op af lommen. Nu var alle sorger forbi og de levede længe i fryd og glæde.
Snip snap snude nu er historien ude.
Læs også den klassiske historie om Rapunzel.
0 kommentarer