Eventyret om det gyldne æg

Der var engang, i et hyggeligt lille hus på kanten af en gammel, søvnig by, hvor to søskende, Emma og Charlie, boede. Emma var syv år, med øjne som den klare blå himmel og et sind lige så nysgerrigt som en kat, mens hendes bror, Charlie, var fem år, med hår farvet som modent hvede og et hjerte fyldt af mod.

En regnfuld eftermiddag, da dråberne spillede deres rytmiske sang på taget og verden udenfor syntes at være indhyllet i et gråt tæppe, udforskede de to søskende deres bedsteforældres loft. Det var et sted tabt i tiden, fyldt med kister af gamle klæder, glemte legetøj og bøger med gule sider, der fortalte historier fra fordums tid.

Da de rodede gennem de støvede skatte, fandt Emmas fingre noget særligt gemt mellem en mølædt frakke og et gammelt ur, der for længst havde tikket sit sidste tak. Det var et kort, så falmet at det næsten var gennemsigtigt, med kanter frynset som det sidste blad om efteråret.

“Charlie, se her!” udbrød Emma, hendes stemme ekkoede i det store loft.

Charlies øjne blev store af spænding, da han skyndte sig over for at kigge på det mystiske kort. Papiret var tyndt, og på det var der en tegning af deres by, men anderledes, ældre, med et rødt ‘X’ der markerede et sted lige hvor deres hus nu stod.

“Det må være et skattekort!” gispede Charlie.

“Eller måske noget endnu bedre!” overvejede Emma med et glimt i øjet.

Ved nærmere eftersyn afslørede kortet en skjult indgang til en underjordisk labyrint, en påskelabyrint, læste de, som var blevet skabt af byens grundlæggere for århundreder siden.

Med hjerter, der bankede som trommerne i en eventyrhymne, besluttede Emma og Charlie, at de måtte opdage hemmeligheden ved påskelabyrinten. De forberedte deres rygsække med lommelygter, en notesbog, blyanter og et reb – bare for en sikkerheds skyld – sammen med nogle granolabar og vandflasker. Så ventede de på, at natten skulle falde på, og huset skulle stilne med den dybe, rytmiske vejrtrækning af søvn.

Da alle var faldet i søvn, sneg de sig ned ad de knirkende trapper, på tværs af det månelyse stuegulv og forsigtigt åbnede faldlemmen skjult under tæppet. Kortet angav, at dette var indgangen til labyrinten.

De steg forsigtigt ned, et trin ad gangen, ind i den kølige, jordiske duft af det underjordiske. Strålen fra deres lommelygter skar gennem mørket og afslørede en korridor foret med sten, der hviskede gamle fortællinger.

Søskendeparret vovede sig dybere ind, og korridoren åbnede sig op til en stor kammer. De lyste med deres lamper på væggene og afslørede indviklede vægmalerier, der skildrede byens historie og labyrintens skabelse.

“Emma, det her er utroligt!” hviskede Charlie, hans stemme boblende af ærefrygt.

“Væggene fortæller en historie,” hviskede Emma tilbage. “Vi skal følge den for at finde det næste spor.”

De fulgte vægmaleriernes spor med deres fingre, følte riller og buler som et sprog skrevet i sten. Der, skjult i kunsten, var det første puslespil – en række håndtag forklædt som slyngplanter, som skulle trækkes i den korrekte rækkefølge for at åbne en hemmelig dør.

Emma og Charlie tænkte sig om, deres tanker kapløb gennem gåden malet på væggene. Den talte om byens grundlæggere og deres dyder. Med en kombination af logik og held trak de i håndtagene – mod, visdom og venlighed – og med et rumlen gled en del af væggen til side, afslørende en anden passage.

De fortsatte og fandt sig selv i en kammer med et gulv lavet af fliser, hver med et forskelligt symbol. I centrum stod en piedestal, der holdt en bog, hvis sider var gulnet af tiden.

Emma åbnede forsigtigt bogen, og de opdagede, at det var en dagbog efterladt af skaberen af labyrinten, fyldt med historier om byen og hints til at navigere den underjordiske labyrint.

“Gulvet er et kæmpe puslespil, som et brætspil,” indsete Charlie. “Vi skal træde på fliserne i den rigtige rækkefølge for at krydse sikkert.”

Ved hjælp af dagbogen som guide hoppede de fra flise til flise, fortalte hinanden historier om de modige, de kloge og de venlige grundlæggere, der havde gået denne vej før dem.

Da de nåede den anden side, stod de foran en massiv dør prydet med et indviklet påskeægsdesign, låst med et puslespil, der krævede, at de skulle justere symboler for foråret – en kylling, et lam, en kanin og et æg.

Sammen drejede og vendte de symbolerne, deres ansigter oplyst af gløden af deres succes, da døren knirkede åben for at afsløre hjertet af påskelabyrinten.

Rummet derude var et vidunder at skue, en hule fyldt med krystaller, der skinnede i deres lommelygters stråler som en himmel fuld af stjerner. Og der, i selve centrum, på en piedestal udhugget fra den levende klippe, sad det smukkeste påskeæg, de nogensinde havde set.

“Det er lavet af rent guld!” gispede Charlie, hans stemme fyldt med undren.

“Og se på juvelerne!” tilføjede Emma, betaget af diamanterne og rubinerne, der funklede med et indre lys.

Søskendeparret nærmede sig ægget, vidende at de havde fundet skatten, som kortet lovede, men også noget mere værdifuldt – eventyret for livet og en nat, de altid ville huske.

Da de forsigtigt løftede ægget, begyndte labyrinten at rumle, og de vidste, det var tid til at tage deres afsked. De sporede deres skridt tilbage, dagbogen vejledte dem gennem de nu let løste gåder, deres hjerter fyldt med glæde for det magi, de havde vidnet.

Tilbage i deres bedsteforældres hus, da de kravlede ud af faldlemmen, kyssede daggryets første lys horisonten. De skyndte sig til deres senge, det gyldne æg gemt sikkert under Emmas pude, deres drømme den nat mere levende og farverige end nogensinde.

Næste morgen, under morgenmaden, delte Emma og Charlie deres historie, viste det gyldne æg som bevis på deres utrolige rejse. Deres bedsteforældre lyttede, øjnene store af en blanding af vantro og stolthed, for de kendte til magien, der lå skjult under deres hjem, en hemmelighed overleveret gennem generationer.

Og således blev fortællingen om Emma og Charlies underjordiske påskelabyrinteventyr en historie, der blev fortalt og genfortalt, en historie, der ville leve i hjertet af både børn og voksne, en historie om mod, opfindsomhed og det ubrydelige bånd mellem søskende.

Mens stjernerne blinkede ovenfor den lille by, ville verdens børn lukke øjnene og drømme om skjulte kort, hemmelige passager og spændingen ved et eventyr dybt under jorden. For i deres drømme vandrede de også stierne i labyrinten, deres hjerter bankende til rytmen af et uforglemmeligt eventyr, ligesom Emmas og Charlies.

Godnat, små drømmere, må jeres drømme føre jer på eventyr lige så storslåede og vidunderlige som det, der venter, når morgenen kommer.