Ellen Egerns skjulte talent

👉 ▶️ Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Egernet Ellen har en lidt buttet kropsbygning. Selvom hun er lidt buttet, har Ellen den flotteste hale og et stort, sort og smukt skinnende par øjne. Ikke nok med det, Ellen har en vidunderlig personlighed; hun er godmodig, høflig, blid og generøs. Alligevel har Ellen ikke rigtig nogle venner.

“Stolen går i stykker, hvis Ellen sætter sig på den.” plejer en af hendes klassekammerater at sige.

“Ellen er så sulten, at hun kan spise hvad der kan være i en lastbil” plejer en anden af hendes klassekammerater at sige.

Ellen blev hele tiden drillet på grund af hendes vægt.

Desværre brød hendes klassekammerater sig slet ikke om hende. De lagde hverken mærke til hendes smukke, skinnende øjne eller den fine hale – og de så heller ikke den fantastiske personlighed, hun bar indeni.

De færreste vidste, at Ellen havde en stemme, der kunne tryllebinde et helt publikum. Hun elskede at synge, men manglede selvtillid til at gøre det offentligt. Hun var usikker på sit udseende og frygtede, at folk ville dømme hende – ikke bare for hendes stemme, men for den, hun var. Derfor holdt hun sangen for sig selv.

En dag arrangerede skolen en sangkonkurrence, og begejstringen spredte sig hurtigt. Det var den perfekte mulighed for talentfulde elever til at vise, hvad de kunne – og måske få anerkendelse som musikere.

Ellen var nysgerrig og interesseret, men også nervøs. Hun bekymrede sig om, hvordan hun så ud, og hvad hendes klassekammerater ville sige. Alligevel brændte hun for musikken og havde svært ved at give slip på drømmen. Efter lang tids overvejelse fik hun en idé: Hun ville optræde med maske – så kunne hendes stemme tale for sig selv.

Så kom dagen endelig. Deltagerne gik på scenen én efter én og fremførte deres sange, mens publikum klappede og jublede. Bag tæppet stod Ellen og kæmpede med nerverne. Hun trak vejret dybt og forsøgte at finde ro.

Til sidst blev det hendes tur. Da hun trådte ud på scenen iført sin maske og med den smukke hale bag sig, blev salen stille. Hvem var den mystiske sanger?

Og så begyndte hun at synge. Hendes stemme fyldte rummet som en bølge af musik, og publikum blev helt stille – tryllebundet af den melodi, der kom fra én, ingen havde set før… men alle nu ville huske.

Publikum blev helt stille, da hun begyndte at synge – alle ville høre den fortryllende stemme. Da hun sang den sidste tone og afsluttede sin optræden, sænkede stilheden sig et øjeblik over salen.

Ellen frøs. Hun troede, stilheden betød, at de dømte hende – måske for hendes udseende, måske for at have båret maske. Men hvad hun ikke vidste var, at alle sad målløse af beundring.

Idet hun vendte sig for at forlade scenen, brød salen ud i klapsalver og jubel – og snart rejste hele publikum sig i stående bifald.

Publikum begyndte at synge, “Mere, mere …”

Ellen kunne ikke tro sine ører. Da hun næsten havde forladt scenen, stoppede arrangøren hende. “Vil du være ikke nok blive her og synge endnu en sang for publikum?” Ellen nikkede.

Ellen optrådte igen med en ny sang, og endnu en gang blev publikum tryllebundet af hendes stemme. Da vinderen af sangkonkurrencen blev annonceret, lød navnet højt og klart – Ellen havde vundet førstepræmien!

“Fjern din maske og vis os, hvem du er!” råbte en stemme fra publikum, og flere stemte i.

Ellen tøvede. Hun mærkede nervøsiteten brede sig – men hun vidste, at hun ikke kunne gemme sig for evigt. Langsomt rakte hun hånden op og fjernede masken.

“Hey, det er jo Ellen!” råbte en af hendes klassekammerater overrasket.

Arrangøren trådte frem og sagde med et smil: “Lad os give en stor tak til Ellen for hendes enestående optræden. Denne sangkonkurrence har virkelig vist os, hvilket talent der gemmer sig – og Ellen er et strålende eksempel!”

Ellen rødmede, mens salen brød ud i klapsalver. Hun mærkede en varme vokse indeni – et selvtillidsboost, hun aldrig havde følt før.

Siden den dag blev hun en inspiration. Flere begyndte at synge, opmuntret af Ellens mod og talent. Og Ellen? Hun blev mere og mere selvsikker, for nu vidste hun, at hun havde noget særligt – noget, andre både så og værdsatte.