👉 ▶️ Se flere Halloween historier på vores YouTube kanal.
Malte troede ikke på monstre.
Han troede heller ikke på spøgelser, hekse, trolde eller levende skeletter.
Og han troede slet ikke på den sorte dør bag skolen.
“Den findes kun på Halloween,” havde Alma sagt i frikvarteret.
“Selvfølgelig gør den det,” havde Malte svaret.
“Det passer altså,” sagde Noah. “Min storebror har set den.”
“Din storebror siger også, at han engang har spist 34 pandekager.”
“Det har han!”
“Præcis.”
Men nu stod Malte alligevel bag skolen.
Det var Halloween-aften, og himlen var blevet helt mørk. Vinden fik de sidste orange blade til at rasle hen over asfalten.
På den anden side af skolegården kunne Malte høre børn råbe og grine.
“Slik eller ballade!”
Malte lyste med sin lommelygte langs den gamle mur.
Mursten.
Mursten.
Flere mursten.
“Jeg vidste det,” mumlede han.
Så stoppede lyset.
Malte sank en klump.
Der var en dør.
Midt i muren sad en lille sort dør, som han var helt sikker på ikke havde været der tidligere på dagen.
Den var gammel og skæv. I stedet for et almindeligt håndtag havde den et sort jernhoved med horn og en stor åben mund.
Malte gik nærmere.
“Meget morsomt.”
Ingen svarede.
“Alma?”
Stadig intet.
Han bøjede sig ned.
Noget lå foran døren.
Et stykke slik.
Det var pakket ind i orange papir.
Ved siden af lå en lille sammenfoldet seddel.
Malte tog den op.
Der stod kun ét ord.
HJÆLP!
Malte så sig omkring.
“Okay, Noah. Du kan godt komme frem nu.”
Så knækkede en gren bag ham.
Malte fór rundt.
Stadig ingen.
Da han vendte sig mod døren igen, stod den på klem.
En kold vind sivede ud gennem sprækken.
Malte vidste godt, hvad han burde gøre.
Han burde gå hjem.
Men hvis der var én ting, Malte ikke kunne klare, var det et mysterium, han ikke kendte svaret på.
Han tog fat i det iskolde håndtag og åbnede døren.
På den anden side var der en skov.
Malte blinkede et par gange.
Det gav ingen mening.
Muren var ikke engang en halv meter tyk, men bag døren fortsatte en snoet sti mellem sorte træer så langt, han kunne se.
Små blå lys svævede mellem grenene, og langt væk stod et skævt tårn under en enorm gul måne.
Noget bevægede sig bag et træ.
Han rettede lommelygten mod det.
Et lille behåret væsen kom langsomt frem.
Det var ikke højere end Maltes knæ. To enorme ører stak ud fra det brune hår, og et par gule øjne stirrede på ham.
I et øjeblik stod de bare og kiggede på hinanden.
Så skreg de begge.
Det lille væsen gemte sig bag træet, mens Malte næsten faldt baglæns gennem døren.
Efter et øjeblik kiggede væsenet frem igen.
Det viste sig at hedde Fnug.
Og Fnug var et uhyre.
Ikke et monster, forklarede han. Det lød alt for voldsomt.
Han var også ejeren af karamellen foran døren. Den havde han tabt, da han lagde sedlen.
Fnug stoppede karamellen i munden uden at fjerne papiret.
Malte besluttede sig for ikke at spørge hvorfor.
I stedet spurgte han, hvor døren førte hen.
Fnug kiggede alvorligt på ham.
“Til De Glemte Uhyrers Verden.”
Malte havde svært ved at tro på det.
På den anden side stod der trods alt et lille behåret uhyre og spiste en karamel med papir på.
Så han trådte gennem døren.
Stien førte gennem skoven til en by.
Og det var den mærkeligste by, Malte nogensinde havde set.
Et hus stod på lange tynde ben og flyttede sig et par meter, hver gang nogen nærmede sig.
Et andet var bygget af gamle kufferter.
Grøn røg steg op fra en skorsten og formede små ansigter i luften, før de forsvandt.
Men det mærkeligste var indbyggerne.
Et skelet fejede blade foran en butik.
Tre hekse stod og diskuterede ved siden af deres koste.
En stor trold sad på en bænk og fodrede en flok flagermus.
Et spøgelse kom svævende gennem en lukket dør og løftede høfligt på hatten, da det passerede Malte.
Alle de væsner, som Malte altid havde fået at vide ikke fandtes, var her.
Men der var noget galt.
En gammel heks kom gående imod dem. Da hun passerede Malte, opdagede han, at han kunne se lige gennem hendes ene arm.
Længere fremme stod et hus, hvor hele den ene side manglede.
Det var ikke styrtet sammen.
Den var bare væk.
Fnug forklarede, at deres verden langsomt var ved at forsvinde.
Engang havde mennesker fortalt historier om dem. Om hekse, trolde, spøgelser og mærkelige væsner i mørket.
Børn havde tegnet dem og forestillet sig, hvordan de så ud.
De havde måske endda været en lille smule bange for dem.
Men efterhånden var mange af historierne blevet glemt.
Og når ingen længere huskede et uhyre, begyndte det at forsvinde.
Først forsvandt navnet.
Så historien.
Og til sidst forsvandt selve uhyret.
Malte kiggede igen på den gennemsigtige heks.
Nu forstod han, hvorfor Fnug havde skrevet sedlen.
Men Fnug rystede på hovedet.
Det var ikke derfor.
Der var sket noget meget værre.
Skrækkeren var forsvundet.
Skrækkeren var det ældste uhyre i hele deres verden.
Ingen vidste længere præcis, hvor han kom fra. Nogle sagde, at han havde horn. Andre fortalte, at han havde hundrede tænder.
Alle var dog enige om én ting.
Han var enorm.
Og nu var Skrækkeren gået gennem den sorte dør.
Ind i Maltes verden.
Malte og Fnug skyndte sig tilbage gennem skoven.
Da de nåede døren, var skolegården tom.
Fnug forklarede, at døren ville lukke præcis ved midnat.
Hvis Skrækkeren stadig befandt sig i menneskenes verden, når det skete, ville døren denne gang forsvinde for altid.
Et ur begyndte at slå inde fra byen.
Elleve slag.
De havde én time.
Fnug stak næsen i vejret og snusede.
Han kunne lugte Skrækkeren.
Tilsyneladende lugtede verdens ældste uhyre af våd kælder.
De fulgte sporet væk fra skolen og ind mellem husene.
Overalt var der Halloween.
Græskar lyste foran hoveddørene. Plastikspøgelser hang fra træerne, og store kunstige edderkopper kravlede op ad husmurene.
Fnug betragtede pyntet med stor interesse.
Især plastikspøgelserne virkede han ikke imponeret over.
Så stoppede han pludselig.
BUM.
En dyb lyd kom et sted fra mørket.
Jorden vibrerede svagt.
BUM.
Denne gang var lyden tættere på.
En gren knækkede.
Malte rettede lommelygten ned ad vejen.
Noget enormt bevægede sig mellem husene.
En sort skikkelse passerede gennem lyset og forsvandt rundt om et hjørne.
Det var Skrækkeren.
Malte og Fnug fulgte efter.
Sporet førte til en lille legeplads.
Gyngerne bevægede sig langsomt i vinden.
Knirk.
Knirk.
Knirk.
Malte lod lommelygten glide hen over rutsjebanen.
Ingenting.
Så over sandkassen.
Heller ingenting.
Til sidst ramte lyset det store klatrestativ.
To øjne åbnede sig i mørket.
De sad næsten tre meter over jorden.
En enorm skikkelse rejste sig.
Først kom hornene til syne.
Så de brede skuldre.
Så to kæmpestore arme.
Skrækkeren trådte frem.
Hans pels var sort som natten, og store horn krummede bagud fra hovedet.
Så åbnede han munden.
Malte kunne se rækker af skarpe tænder.
Fnug havde måske ikke overdrevet med de hundrede.
Skrækkeren brølede.
Malte frøs på stedet.
Men så skete der noget mærkeligt.
Det enorme uhyre kom ikke imod dem.
Han vendte sig om.
Og løb.
De fandt ham bag et gammelt skur.
Verdens ældste og frygteligste uhyre havde forsøgt at gemme sin enorme krop mellem to skraldespande.
Det lykkedes ikke særlig godt.
Malte gik forsigtigt nærmere.
Skrækkeren dækkede ansigtet med sine kæmpestore hænder.
“Gå væk.”
Stemmen var så dyb, at lågene på skraldespandene klaprede.
Malte havde forventet et frygteligt monster.
Ikke et uhyre, der gemte sig.
Og slet ikke det, han opdagede et øjeblik senere.
Skrækkeren græd.
En enorm tåre trillede ned gennem den sorte pels.
“De glemmer mig,” sagde han.
Det var derfor, han var flygtet.
Skrækkeren kunne mærke, at hans egen historie var ved at forsvinde.
Engang havde mennesker fortalt historier om ham. Børn havde forestillet sig ham i mørket og tegnet billeder af, hvordan de troede, han så ud.
Men nu kunne Skrækkeren ikke engang selv huske sin historie.
Han var bange for, at hvis han gik tilbage gennem døren, ville han en dag forsvinde sammen med resten af De Glemte Uhyrers Verden.
Malte vidste ikke, hvad han skulle sige.
Så kom han i tanke om noget.
Han tog sin telefon op.
Skrækkeren kiggede mistænksomt på den lille skærm.
Malte tog et billede.
På billedet stod et enormt sort uhyre med horn og et hav af tænder klemt sammen mellem to skraldespande.
Skrækkeren syntes ikke selv, at billedet var særlig imponerende.
Men Malte smilede.
Han havde fået en idé.
Skrækkeren behøvede ikke blive i menneskenes verden for at blive husket.
Malte kunne fortælle hans historie.
Han kunne fortælle om Fnug.
Om den mærkelige by.
Om hekse, trolde og spøgelser.
Om alle de glemte uhyrer.
Så længe nogen fortalte historierne, var de ikke glemt.
Skrækkeren kiggede længe på Malte.
Så rejste han sig.
Det var tid til at tage hjem.
De skyndte sig tilbage mod skolen.
Da de nåede den gamle mur, var den sorte dør begyndt at blive gennemsigtig.
Der var kun få minutter tilbage.
Fnug sprang gennem døren.
Skrækkeren stoppede.
Han kiggede tilbage mod byen.
Længere nede ad vejen løb børn stadig fra hus til hus i deres Halloween-kostumer.
Nogle var klædt ud som hekse.
Andre som spøgelser.
Et lille barn kom løbende forbi i et stort behåret monsterkostume.
Skrækkeren smilede.
Måske var uhyrerne ikke helt glemt endnu.
Så bøjede han sig ned og trådte gennem døren.
Malte fulgte efter.
I samme øjeblik begyndte klokken at slå tolv.
DONG.
Den sorte dør begyndte at falme.
Malte vidste, at han måtte tilbage.
Han så på Fnug.
“Ses vi igen?”
Fnug smilede.
“Næste Halloween.”
Malte trådte gennem døren.
Den lukkede bag ham.
Da det sidste klokkeslag forsvandt, stod han igen alene foran den gamle mur.
Døren var væk.
Kun murstenene var tilbage.
Så fik Malte øje på noget ved sine fødder.
En karamel i orange papir.
Han samlede den op og smilede.
Denne gang huskede han at fjerne papiret.
Næste dag begyndte Malte at skrive.
Han skrev om Fnug.
Om den mærkelige by.
Om hekse, trolde og spøgelser.
Og selvfølgelig om Skrækkeren.
Han fortalte historien til sine venner.
Så til resten af klassen.
Snart begyndte andre børn at finde på deres egne historier.
De tegnede uhyrer og gav dem navne.
Nogle tegnede kæmpestore monstre med horn.
Andre tegnede bittesmå spøgelser eller hekse på flyvende koste.
Og langt væk, på den anden side af en dør, som ingen kunne se, skete der noget.
Et hus, der næsten var forsvundet, kom langsomt tilbage.
En gennemsigtig heks kunne igen se sin hånd.
Et gammelt spøgelse huskede pludselig sit eget navn.
Og Skrækkeren?
Han forsvandt ikke.
Tværtimod.
Han var blevet tydeligere end længe.
Et helt år gik.
Så blev det Halloween igen.
Den 31. oktober skyndte Malte sig hen bag skolen.
Han tændte sin lommelygte og lod den glide hen over muren.
Mursten.
Mursten.
Mursten.
Så stoppede lyset.
Den sorte dør var tilbage.
Foran den lå en lille seddel.
Malte samlede den op.
Sidste år havde der stået:
HJÆLP!
Denne gang stod der:
VI HAR SAVNET DIG.
Malte smilede.
Så tog han fat i det sorte håndtag.
Og åbnede døren.
0 kommentarer