👉 ▶️ Se flere Halloween historier på vores YouTube kanal.
Det var Halloween.
Hele aftenen havde børn gået fra dør til dør mellem husene.
Der havde været hekse med skæve hatte, skeletter med raslende knogler, vampyrer med plastik-tænder og små monstre, der havde svært ved at se ud gennem deres masker.
Men nu var klokken blevet mange.
De fleste græskar var begyndt at brænde ud.
Dørene blev lukket.
Og kvarteret blev langsomt stille igen.
Mille og hendes lillebror August var på vej hjem.
Mille var klædt ud som heks.
August var et skelet.
Hans ansigtsmaling var næsten forsvundet omkring munden, fordi han havde spist så meget slik undervejs.
Begge bar på store poser.
De var så fulde, at de raslede for hvert skridt.
De havde egentlig fået besked på at være hjemme for ti minutter siden.
Så nu tog de den korte vej.
Ned ad en lille vej bag legepladsen.
De kendte den godt.
De havde gået der hundredvis af gange.
Men denne aften var der noget anderledes.
Mellem to helt almindelige huse lå et tredje hus.
Mille stoppede.
Hun var sikker på, at det ikke plejede at være der.
Huset var lille og gammelt.
Taget var skævt.
Ved vinduerne hang mørke gardiner, og bag dem lyste et varmt, gulligt lys.
En smal sti førte gennem haven og op til hoveddøren.
På det nederste trin stod et lille græskar.
Det var det mindste græskar, de havde set hele aftenen.
Foran græskarret stod et skilt.
August gik nærmere.
På skiltet stod der med store sorte bogstaver:
ÉN POSE TILBAGE
De så på hinanden.
Mille kiggede ned i sin næsten fyldte slikpose.
De havde sådan set rigeligt.
August havde tydeligvis en anden mening.
Han gik op ad trappen og bankede på døren.
Tre gange.
Bank.
Bank.
Bank.
Ingen åbnede.
Han bankede igen.
Stadig ingenting.
Mille kiggede ind gennem vinduet.
Hun kunne kun se det varme lys bag gardinet.
Der var ingen bevægelse.
Ingen skygger.
Ingenting.
De ventede lidt.
Så gik de tilbage mod vejen.
Men da de nåede havelågen, stoppede Mille.
Midt på fortovet stod en lille orange papirspose.
Den havde ikke stået der før.
August løftede den.
Posen var næsten vægtløs.
Han åbnede den.
Ingen vingummier.
Ingen karameller.
Ingen chokolade.
I stedet lå der fire mærkelige ting.
En lille gammel nøgle.
En sølvfarvet klokke.
En sort fjer.
Og et sammenfoldet stykke papir.
Mille foldede papiret ud.
Det var en tegning.
En meget simpel tegning af deres kvarter.
Der var veje, huse og nogle få træer.
Og midt på tegningen var der sat et stort sort kryds.
De vidste begge, hvor det var.
Den gamle legeplads.
Mille kiggede tilbage mod huset.
Lyset var stadig tændt.
Men ingen stod i vinduerne.
De burde gå hjem.
Det vidste de godt.
Alligevel lå legepladsen kun et øjeblik derfra.
Så de gik hen for at se.
Om aftenen så legepladsen helt anderledes ud.
Gyngerne bevægede sig lidt i vinden.
De tørre blade raslede hen over sandet.
Den gamle rutsjebane stod som en mørk skygge under træerne.
Krydset på kortet var tegnet lige dér.
Under rutsjebanen.
August kravlede ned og begyndte at skubbe bladene væk.
Under dem lå en lille trææske.
Der var et nøglehul foran.
Mille tog den gamle nøgle fra posen.
Den passede.
Klik.
Låget sprang op.
Inde i æsken lå kun en lille seddel.
På den stod:
RING ÉN GANG.
August tog klokken.
Han løftede den forsigtigt.
Ding.
Lyden var meget klar.
Meget højere, end sådan en lille klokke burde kunne være.
Så blev der stille.
De ventede.
Og langt væk mellem husene lød:
Ding.
Mille og August så på hinanden.
Det kom fra den anden side af legepladsen.
De fulgte lyden.
Forbi hækken.
Ned ad den næste vej.
Ding.
Denne gang var den tættere på.
Lyden førte dem hen til et stort gammelt træ.
Det stod alene på et lille grønt område mellem husene.
De havde set træet mange gange før.
Men aldrig lagt mærke til stammen.
Der var skåret noget ind i barken.
M + K – 1986
Lidt længere nede:
S + J – 1994
Og længere nede igen:
A + L – 2007
Der var mange flere.
To bogstaver.
Og et årstal.
Mille lod fingeren glide hen over dem.
Nederst på stammen var der et tomt sted.
Som om der manglede nogen.
Pludselig landede noget på en gren over dem.
En stor sort fugl.
Den sad helt stille og kiggede ned.
August fandt den sorte fjer frem.
Den lignede fuglens fjer præcis.
Fuglen hoppede fra grenen.
Så fløj den hen til det næste træ.
Den ventede.
Fløj videre.
Ventede igen.
Mille og August fulgte efter.
Fuglen førte dem gennem kvarteret.
Forbi husene med græskar i vinduerne.
Forbi en have fyldt med spindelvæv.
Forbi et skelet, der stadig sad på en bænk og smilede med sine plastik-tænder.
Til sidst landede fuglen på toppen af en gammel lygtepæl.
Under lygtepælen lå endnu en seddel.
Denne gang var der ingen ord.
Kun en tegning.
Et lille hus.
Med et græskar foran døren.
Mille genkendte det med det samme.
Det mærkelige hus.
De skulle tilbage.
De skyndte sig gennem kvarteret.
Forbi legepladsen.
Ned ad den lille vej.
Men da de nåede frem, stoppede de begge.
Huset var væk.
Mellem de to almindelige huse lå en tom grund.
Ingen have.
Ingen sti.
Ingen hoveddør.
Intet varmt lys.
Kun højt græs og nogle gamle træer.
Mille tog kortet frem igen.
Huset var stadig tegnet på det.
Og midt på den tomme grund stod det lille græskar.
Det lyste stadig.
De gik forsigtigt hen til det.
Bag græskarret lå noget i græsset.
En lille trækasse.
På låget var der malet et orange græskar.
Mille åbnede den.
Inde i kassen lå et gammelt fotografi.
Det var sort-hvidt og bøjet i hjørnerne.
På billedet stod to børn.
En pige og en dreng.
De stod foran det samme gamle hus.
På trappen stod det lille græskar.
Mille vendte fotografiet om.
På bagsiden stod:
Halloween 1952
Under fotografiet lå en lille bog.
Omslaget var slidt.
Mille åbnede den.
På den første side stod to navne.
Martha og Karl – 1952.
På næste side stod to andre navne.
Og på den næste endnu to.
Mille bladrede videre.
- 1958.
- 1959.
- 1960.
- 1961.
M + K.
- 1994.
S + J.
- 2007.
A + L.
De samme årstal som på træet.
Side efter side var fyldt med navne.
Børn, der havde fundet posen.
Børn, der havde fulgt sporene.
Børn, der havde stået lige dér.
Mille bladrede frem til den sidste side.
Hun stivnede.
Der stod allerede noget.
Mille og August
Og nedenunder:
31. oktober
De stirrede på ordene.
Ingen af dem havde skrevet dem.
Under deres navne stod én sidste sætning.
DEN SIDSTE SLIKPOSE MÅ ALDRIG VÆRE DEN SIDSTE.
I nogle sekunder stod de bare og kiggede.
Så kiggede Mille på den orange pose.
På nøglen.
På klokken.
På den sorte fjer.
Og pludselig forstod hun.
Posen var ikke en præmie.
Den var ikke deres.
De havde bare fået lov til at låne den.
De skulle sørge for, at en anden kunne finde den.
Mille tog sin egen slikpose frem.
Hun fandt en lille chokoladebar.
Så en vingummipose.
Og efter lidt overvejelse også en af de karameller, hun egentlig havde gemt til næste dag.
August kom en slikkepind i.
Så en mere.
De lagde slikket ned i den orange pose.
Derefter lagde de den gamle nøgle tilbage.
Klokken.
Den sorte fjer.
Til sidst tog Mille kortet.
Hun vendte det om og tegnede et nyt kryds.
Et sted, som et andet barn kunne finde.
De lagde det hele tilbage i posen.
Da de rejste sig, blæste en kold vind gennem det høje græs.
Lyset i græskarret blinkede.
Én gang.
To gange.
Så gik det ud.
Nu var det virkelig blevet sent.
Mille og August løb hjem.
Da de nåede deres hus, kunne de se mor stå i døren og vente.
De skyndte sig op ad indkørslen.
Men lige inden August gik indenfor, vendte han sig om.
Langt nede for enden af vejen kunne han se et varmt gulligt lys.
Han kneb øjnene sammen.
Mellem de to almindelige huse stod det gamle hus igen.
Det skæve tag.
De mørke gardiner.
Den smalle sti.
Og det lille græskar på trappen.
Foran døren stod den orange pose.
Et øjeblik senere kom et barn gående ned ad vejen.
Et barn, de aldrig havde set før.
Barnet standsede foran huset.
Så fik det øje på skiltet.
ÉN POSE TILBAGE
August smilede.
Så gik han indenfor.
Og bag ham blev døren lukket.
Ude i kvarteret slukkede det sidste græskar.
Men Halloween var ikke helt forbi endnu.
0 kommentarer