I en lille landsby, hvor efterårsbladene dansede i vinden og månen lyste mystisk på Halloween-aften, boede der et helt særligt græskar ved navn Gogo. Gogo var ikke som de andre græskar, der blev skåret ud til skræmmende ansigter og sat på verandaer med et lys indeni. Nej, Gogo var kendt som det grinende græskar, og det havde en helt særlig evne: det kunne fortælle de sjoveste vittigheder, man nogensinde havde hørt.
På denne særlige Halloween-aften var børnene i landsbyen ude for at gå fra dør til dør og samle slik. Men de vidste alle, at det bedste stop på deres rute var ved Gogo, det grinende græskar. Gogo var klædt ud med et stort smil og et glimt i øjet, klar til at dele sin glæde med alle de besøgende.
Da en gruppe børn nærmede sig, blinkede Gogo lystigt til dem og sagde: “Hej børn, vil I høre en sjov vittighed?”
Børnene nikkede ivrigt, og med et stort smil sagde Gogo: “Hvor får monstre deres honning fra?”
Børnene tænkte et øjeblik, inden en af dem råbte: “Fra zom-bier!”
Gogo brød ud i en hjertelig latter, og snart var alle børnene med i det muntre grin. Gogo fortsatte med at dele vittigheder med alle, der kom forbi, og snart var hele landsbyen samlet omkring det grinende græskar, alle grinede og delte vittigheder med hinanden.
Selv spøgelserne og heksene, der fløj rundt i natten, stoppede op for at høre en vittighed eller to. Gogos latter fyldte natten med glæde og smil, og gjorde denne Halloween til en af de mest mindeværdige nogensinde.
Og således blev Gogo, det grinende græskar, en fast tradition i landsbyen. Hvert år, på Halloween-aften, ville folk flokkes omkring Gogo for at høre dens vittigheder og grine sammen. For som alle i landsbyen vidste, var der intet som en god latter for at bringe folk sammen og sprede glæde på Halloween.
0 kommentarer