Dengang kaninen narrede ræven

Der var engang en gammel enke, der levede af at sælge grøntsager, som hun dyrkede i sin lille have.

Enken arbejde meget hårdt hver eneste dag, og hun blev råde ked af det og vred, da hun fandt ud af, at der var nogen, der havde stjålet noget af hendes kål i løbet af natten. Det var den listige kanin, der havde gjort det.

Næste nat lykkedes det enken at fange kaninen i en sæk. Mens kaninen lå i sækken og spekulerede på, hvordan den skulle slippe ud, kom ræven forbi. Den var på rov, da den kom til at snuble over sækken i mørket.

“Hvorfor gemmer du dig i en sæk?” spurgte ræven.

“Jeg gemmer mig skam ikke” svarede kaninen. “Den gamle enke, der ejer haven her, har fanget mig, fordi hun vil tvinge mig til at blive gift med sit barnebarn. Hun er taget af sted for at hente pigen nu”.

“Jeg har længe været på udkig efter en kone” sagde ræven. “Jeg gifter mig med hende. Lad os bytte plads”.

Ræven bandt sækken op, slap kaninen ud og kravlede selv ned i sækken. Kaninen bandt sækken til igen og skyndte sig væk, alt hvad remmer og tøj kunne holde.

Da den gamle enke kom tilbage, sagde hun: “Nu har jeg dig, din tyveknægt!”

Nu gik det op for ræven, at kaninen havde narret den. Og da enken åbnede sækken, sprang ræven ud, inden enken kunne nå at fange den.

Ræven var sur over at blive narret. Den ville have hævn!

Kaninen sad på en stor sten og øvede sig på at spille fløjte, da ræven fandt den.

“Hvad laver du?” spurgte ræven.

“Jeg øver mig på at spille til et bryllup” svarede kaninen. “De betaler mig rigtig godt. Du må være med, hvis du vil. Så deler vi”.

Ræven var en grådig rad, og den tænkte, at den kunne få sin del af pengene og derefter stjæle resten fra kaninen.

“Men jeg har ikke nogen fløjte” sagde ræven til kaninen.

“Bare rolig, min ven” sagde den listige kanin. “Jeg smutter lige hjem og henter min anden fløjte”.

Kaninen vidste, at ræven var ude på narrestreger, så den satte ild til græsset omkring stenen og stak af.

Ræven var nødt til at springe ud gennem flammerne for at redde livet, og på vejen brændte den sin glatte, sorte pels, så den blev helt rødbrun. Ræven var så glad for, at være i live, at den glemte alt om at hævne sig på kaninen. Men de to dyr blev aldrig venner igen, og rævens pels har været rødbrun lige siden.