Den lille Idas blomster

Intro

I en verden, hvor fantasi og virkelighed smelter sammen, findes der et særligt sted i litteraturens rige, hvor H.C. Andersens tidløse fortællinger bor. En af disse skatte er ‘Den lille Idas blomster’, en fortryllende historie, der inviterer os ind i en ung piges vidunderlige verden. Ida, en nysgerrig og livlig pige, tager os med på en rejse gennem et magisk landskab, hvor blomster danser i måneskinnet og hver enkel blomst fortæller sin egen unikke historie. Med Andersens karakteristiske blanding af poesi og fantasi, åbner denne fortælling døren til en verden, hvor det umulige bliver muligt, og hverdagens genstande bliver levende. Træd ind i Idas verden, og lad dig fortrylle af H.C. Andersens tidløse magi.

Historien: Den lille Idas blomster

“Åh nej, mine blomster er helt visne!” udbrød Ida bedrøvet. “I går var de så levende og smukke, og nu… Se, hvordan de hænger!” Hun søgte svar hos den studerende, der sad afslappet i sofaen. Han var Idas favorit; han fortalte de bedste historier og kunne klippe fantastiske billeder – alt fra dansende damer i hjerter til magiske slotte.

“Hvorfor ser mine blomster så triste ud?” gentog Ida, mens hun viste ham en buket, der havde mistet sin glans.

“Ved du hvad, Ida?” begyndte den studerende med et hemmelighedsfuldt smil. “Dine blomster har været til bal i nat, det er derfor, de er så trætte nu.”

“Blomster til bal? Men blomster danser da ikke!” udbrød Ida forundret.

“Åh jo, de gør,” forsikrede den studerende. “Når mørket falder på, og vi alle sover, begynder blomsterne deres dans. Næsten hver nat holder de fest!”

“Kan børn også komme med til sådan et bal?” spurgte Ida nysgerrigt.

“Ja, de helt små som gåseurter og liljekonvaller kan,” svarede han. “Tænk på den smukke have ved kongens slot, hvor du fodrede svanerne. Der er det ægte blomsterbal!”

Ida huskede godt haven, men sidst hun var der, var der ingen blomster. “Hvor er de hen?”

“De er inde i slottet,” forklarede den studerende. “Når kongen flytter ind til byen, følger blomsterne efter og fester i slottet. Forestil dig, de smukkeste roser bliver konge og dronning, og de farverige hanekamme bliver deres hoffolk. Blå violer, hyacinter, tulipaner og gule liljer – de danser alle sammen i en storslået fest!”

“Men gør det ikke noget, at de danser i kongens slot?” spurgte Ida bekymret.

“Ingen ved det rigtigt,” svarede han. “Nogle gange kommer slotsforvalteren med sine nøgler, men blomsterne gemmer sig og er stille, så han aldrig opdager dem.”

“Det lyder eventyrligt!” udbrød Ida glad. “Mon jeg kan se dem danse?”

“Bestemt,” sagde han. “Næste gang du besøger slottet, kig ind ad vinduerne. Jeg så en påskelilje derinde i dag, og den så ud som en ægte hofdame!”

“Kan blomsterne fra den botaniske have også nå slottet?” spurgte Ida forundret. “Det er jo en lang vej!”

“Selvfølgelig,” svarede studenten med et glimt i øjet. “Blomster kan flyve, hvis de virkelig vil. Har du set de farverige sommerfugle? De var engang blomster. De sprang fra deres stængler, slog med deres blade som vinger, og så fløj de afsted. De bedste fik lov til at blive sommerfugle hele dagen. Det er sandt! Måske ved blomsterne i den botaniske have ikke om slottets dansefester. Du burde fortælle dem det – tænk, hvis professoren opdager, at alle blomsterne er forsvundet!”

“Men hvordan kan en blomst fortælle det til de andre? De kan jo ikke tale.”

“De bruger pantomime,” forklarede studenten. “Når det blæser, kan du se, hvordan de nikker og bevæger sig. Det er som om de taler.”

“Men forstår professoren pantomime?” spurgte Ida.

“Absolut. Han så engang en brændenælde lave pantomime til en smuk nellike. Men han bryder sig ikke om sådan noget og slog til brændenælden, hvilket gav ham brændende fingre. Siden da har han ikke rørt en brændenælde!”

Ida grinede. “Det lyder sjovt!”

Pludselig udbrød den kedelige kancelliråd, der sad i sofaen: “Sikke noget vrøvl at fylde barnets hoved med!” Han var ikke fan af studentens fantasifulde historier.

Men Ida fandt det hele fascinerende. Hun tænkte på sine blomster, der var trætte efter at have danset hele natten. De måtte være syge. Hun lagde dem i sin dukke Sophies seng og sagde, at nu måtte de hvile, så de kunne blive raske. Dukken Sophie så sur ud, men Ida var mere bekymret for sine blomster.

Hele aftenen tænkte Ida på studentens fortællinger. Da hun endelig gik i seng, kunne hun ikke lade være med at hviske til de andre blomster i rummet: “Jeg ved, I skal til bal i nat.” Selvom blomsterne ikke reagerede, var Ida overbevist om, at hun kendte deres hemmelighed.

Midt om natten vågnede hun og tænkte på blomsterne, studenten og kancellirådens skænderi. Hun kiggede hen mod døren til legetøjsværelset, halvt åben og mystisk i måneskinnet. Pludselig hørte hun den fineste musik, som om der blev spillet på klaver i stuen. Var det mon blomsternes musik?

Da Ida vågnede næste morgen, var hendes første tanke de vidunderlige blomster fra studentens historier. Med øjnene fulde af søvn og hjertet fyldt med spænding, løb hun hen til det lille bord, hvor hun havde arrangeret blomsterne aftenen før. Hun trak forsigtigt gardinerne fra dukkesengen tilbage, håbefuldt, men fandt dem endnu mere visne end de var aftenen før. Selv i deres visne tilstand bevarede de en vis skønhed, et minde om deres tidligere pragt.

Ved siden af lå Sophie, Idas elskede dukke, der så ud til at sove dybt i skuffen. Ida henvendte sig til hende: “Sophie, kan du huske, hvad du skal fortælle mig om blomsterne?” Men dukken forblev stille, med det samme tomme, udtryksløse blik. Ida sukkede. “Du er ikke særlig venlig,” sagde hun skuffet til Sophie. “De stakkels blomster har danset med dig hele natten, og nu er de døde. Du burde mindst huske deres sidste dans.”

Ida fandt en lille æske, smukt dekoreret med billeder af fugle, som hun havde gemt til en særlig lejlighed. Denne æske, tænkte hun, ville være den perfekte kiste for blomsterne. Hun lagde de visne blomster ind i æsken, arrangerede dem omhyggeligt, som om hun ville bevare deres sidste øjeblikke af skønhed. “Det skal være jeres smukke kiste,” sagde hun højt, næsten som om hun forsøgte at trøste blomsterne. “Og når mine norske fætre kommer, vil vi holde en ordentlig begravelse for jer i haven. Der kan I hvile, og næste sommer vil I genopstå, smukkere end nogensinde før.”

Senere på dagen ankom Idas norske fætre, Jonas og Adolph, to energiske drenge, der altid var fulde af eventyr. De havde fået nye flitsbuer og var ivrige efter at vise dem frem. Men først delte Ida sin plan med dem. Hun fortalte om de stakkels blomster, der nu var døde, og drengene var straks med på at hjælpe med at begrave dem.

Sammen gik de ud i haven, en procession af barndom og uskyld. Jonas og Adolph gik foran, med flitsbuerne stolt hvilende på deres skuldre, som unge ceremonimestre. Ida fulgte efter, bærende på blomsterkisten med en blanding af sorg og højtidelighed. Haven var badet i sollys, et kontrastfyldt bagtæppe til den lille begravelsesceremoni, de var ved at afholde.

De valgte et stille sted i haven, beskyttet af skyggen fra et stort træ. Her gravede de en lille grav, og med blide hænder lagde Ida blomsterkisten ned i jorden. Hun bøjede sig ned og kyssede blomsterne et sidste farvel, et symbol på afslutningen af deres korte, men betydningsfulde liv.

Idet blomsterne blev lagt til hvile, affyrede Jonas og Adolph deres flitsbuer, en poetisk og barnlig hyldest til blomsternes sidste rejse. Der var en enkelhed og ærlighed i deres gestus, et udtryk for børnenes intuitive forståelse af livets forgængelighed.

“Nu vil I snart blomstre igen,” hviskede Ida til jorden, en blanding af håb og vemod i hendes stemme. Hun forestillede sig, hvordan blomsterne ville se ud næste sommer, når de genopstod fra jorden – endnu smukkere, et levende minde om den magiske nat, hvor de havde danset og fyldt hendes drømme med vidunder.