Vincent var ikke som de andre vampyrer. Mens de fløj graciøst gennem natten og lavede akrobatiske manøvrer, havde Vincent en tendens til at snuble over sin egen kappe. Det var blevet et kendt skue i monsterverdenen at se Vincent falde pladask ned fra himlen eller snuble ind i en gruppe af zombier.
“Åh, Vincent,” sukkede hans ven, Victor, en dag. “Hvorfor får du ikke den kappe rettet til?”
Vincent tænkte over det og besluttede sig for at tage til byens skrædder. Skrædderen var en gammel heks ved navn Hilda, kendt for sine magiske evner med nål og tråd.
“Jeg har brug for hjælp,” sagde Vincent, da han trådte ind i hendes butik. “Min kappe er alt for lang, og jeg falder konstant.”
Hilda målte ham op og ned med et skævt smil. “Jeg tror, jeg har den perfekte løsning,” sagde hun og forsvandt ind i baglokalet.
Efter et par minutter kom hun tilbage med en kappe, der glimtede i måneskinnet. “Prøv denne,” sagde hun.
Vincent tog kappen på og straks følte han en forskel. Den var let, luftig og perfekt tilpasset ham. Han prøvede at flyve rundt i butikken, og for første gang i sit liv snublede han ikke.
“Den er perfekt!” udbrød han. “Hvordan kan jeg nogensinde takke dig?”
Hilda grinede. “Bare sørg for at fortælle alle, hvor du fik den fra,” sagde hun med et blink i øjet.
Fra den dag var Vincent kendt som den mest elegante vampyr i byen. Han fløj gennem natten med lethed og nåde, og alle var imponerede over hans nye kappe. Men dybt nede vidste Vincent, at det ikke var kappen, der gjorde forskellen, men den selvtillid, den gav ham.
Og sådan blev Vincent, den klodsede vampyr, til Vincent, nattens stjerne.
0 kommentarer