Engang for længe siden, i et hyggeligt lille hjørne af skoven, boede en edderkop ved navn Sigurd. Sigurd var ikke nogen almindelig edderkop; han var faktisk den ikke-så-skræmmende edderkop. Mens alle de andre edderkopper i skoven forsøgte at være så uhyggelige som muligt, var Sigurd anderledes. Han ville ikke skræmme nogen; han ville bare have venner.
Halloween nærmede sig, og skoven summede af spænding. Alle dyrene var travlt optaget med at forberede sig til årets mest skræmmende aften. Uglerne øvede deres uhyggelige tud, flagermusene skærpede deres skingre skrig, og edderkopperne vævede de mest skræmmende spind, de kunne.
Men ikke Sigurd. Han så på sine med-edderkopper væve deres spind med en tung følelse i hjertet. Han ville ikke skræmme nogen væk. Han ville være hjælpsom og venlig.
En dyster aften, kun få dage før Halloween, hørte Sigurd et svagt, bekymret skrig. Det kom ovenfra, hvor træerne mødte den mørke himmel. Sigurd skyndte sig op for at se, hvad der skete.
Der, klynget til en gren, var en lille, fortabt flagermus ved navn Lille. Den græd, og dens små vinger rystede af frygt.
”Hej der,” kaldte Sigurd, og forsøgte at lyde så venlig som muligt. ”Er du okay?”
Lille kiggede ned med tårer i øjnene. ”Jeg er faret vild,” snøftede den. ”Jeg kan ikke finde hjem.”
Sigurd følte en bølge af medlidenhed for den bange lille flagermus. ”Bare rolig,” sagde han, ”jeg kan hjælpe dig med at finde hjem.”
Med det begyndte Sigurd at spinde en silkeagtig tråd fra sine spindevorter. Han vævede en stærk og solid tråd, der strakte sig hele vejen fra grenen til Lille.
”Grib fat,” sagde Sigurd til Lille, ”jeg tager dig hjem.”
Lille tøvede et øjeblik, men viklede så sine små kløer om tråden. Sigurd sænkede forsigtigt Lille ned til skovbunden.
Da de landede, kiggede Lille sig omkring og genkendte sine omgivelser. Den gav Sigurd et taknemmeligt smil. ”Tusind tak,” kvidrede den. ”Jeg troede, jeg ville være faret vild for evigt.”
Sigurd strålede af glæde. Han havde fået en ny ven, og han havde slet ikke skræmt nogen. Lille forklarede, at den forsøgte at finde vej til den årlige Halloween-fest for flagermus, men var faret vild på vejen.
”Det lyder som meget sjov,” sagde Sigurd, mens hans øjne glimtede af begejstring.
Lille inviterede Sigurd med til festen, og Sigurd takkede ivrigt ja. De fløj sammen gennem den månebelyste nat, mens de fulgte lyden af latter og musik.
Festen var fantastisk! Der var flagermus i alle former og størrelser, der dansede og lo under den skinnende måne. Sigurd følte, at han havde fundet sin plads i verden, omgivet af venlige skabninger, der heller ikke ville være uhyggelige.
Som natten skred frem, blev Sigurd og Lille bedste venner. De dansede, de sang, og de lo, indtil solen begyndte at stå op.
Da det var tid til at tage afsted, sagde Lille: ”Sigurd, du er den bedste ven, en flagermus kunne ønske sig. Fra nu af er du æresmedlem af flagermusfamilien.”
Rørt over Lilles ord, følte Sigurd, at hans hjerte svulmede af glæde. Han havde fundet sit sande tilhørsforhold, og han havde fået en ven for livet.
Fra den dag af var Sigurd og Lille uadskillelige. De tog på mange eventyr sammen og spredte venskab og venlighed gennem hele skoven. Sigurd havde lært, at det var okay at være anderledes, og at det at være venlig var den bedste måde at få venner på.
Og således levede Sigurd, den ikke-så-skræmmende edderkop, lykkeligt til sine dages ende, omgivet af venner, der elskede ham præcis, som han var.
0 kommentarer