Store Bjørn stillede sig på bagbenene og snusede til luften, inden hun fortsatte ned mod vandet. Hendes unger tumlede efter hende, mens de blinkede til den storslåede verden.
Store Bjørn luntede ud på isen. Så gjorde hun holdt og lavede et hul. Hun stak labben ned og fangede en fisk!
Ungerne gjorde præcis, hvad Store Bjørn gjorde. Den ene lavede et hul. Den anden slog til sneen og skræmte fisken væk. Ungerne skændtes. De sloges. De tacklede hinanden og væltede og rullede rundt i sneen.
De løb om kap og gled hen over isen på maven. Men pludselig stoppede de op og stirrede.
“Hvad er det?” spurgte de, mens de kiggede på det blågrønne vand.
Hver morgen lokkede Store Bjørn sine unger tættere og tættere på havet. Og en dag kom Store Bjørn og ungerne helt tæt på vandkanten. Store Bjørn gled forsigtigt ned i det iskolde hav.
“Kom tilbage!” peb ungerne. Men Store Bjørn svømmede ud i bølgerne og hen til en isflage.
Ungerne skuttede sig, mens de ventede på den tynde is. Vandet bølgede så småt hen mod dem. Ungerne puffede til vandet – men det blev ved med at bevæge sig. Så stak de en lab ned i vandet… og skyndte sig at trække den op igen.
Store Bjørn kaldte på sine unger ude fra isflagen: “Kom ud til mig,” opfordrede hun. “I kan godt! Svøm!”
Og ungerne gjorde det! De svømmede og dykkede i det turkise vand. De skar gennem bølgerne og paddede med labberne. De plaskede og sjaskede gennem det iskolde vand. De blev ved og ved, indtil Store Bjørn sagde: “Kom så op med jer!”
Ungerne slæbte deres trætte kroppe op fra isen. Bagefter førte Store Bjørn dem hen til buskene med saftige blåbær. De åd og åd, indtil deres snuder og labber var helt blå.
Store Bjørn lagde sig på ryggen og nød solskinnet på sin fugtige pels. Men ungerne havde andre tanker. Og da de var på vej hen mod vandet igen, smilede Store Bjørn, da hun hørte ungerne råbe…
“Bare én svømmetur mere!”
0 kommentarer