Frøen der ikke kunne kvække

Der var engang en frø der hed Frederik, den boede langt ude i en sump sammen med resten af dens familie, faktisk var det en rigtig stor familie på over 100 medlemmere. Frederik han var en meget speciel frø, faktisk så speciel, at han slet ikke kunne kvække som alle de andre frøer. Det gjorde Frederik ked af det, han følte sig lidt anderledes og ikke helt ligesom som de andre. 

En dag besluttede Frederik sig for, at gøre noget, som han aldrig havde gjort før. Han ville forlade sumpen og rejse langt væk for, at opleve noget nyt. Hvem ved…måske fandt han nogle andre, som var ligesom ham?

Det kan godt være farligt for en frø, at foretage sådan en lang rejse, der er nemlig flere dyr der elsker at spise frøer. Musvåger, snog, storke og fiskehejre elsker nemlig en saftig og slimet frø, og det vidste Frederik nemlig godt. Frederik havde en ganske særlig interesse, som du helt sikkert ikke kan gætte. 

[Spørg dit barn hvad det kan være.]

Nej, Frederik interesserede sig for at strikke, ja du hørte rigtigt! Han var faktisk rigtig godt til at strikke alle mulige trøjer, bukser og huer til frøer. Og udover at være god til at strikke, var han faktisk også rigtig kreativ, så inden han begav sig ud på sin rejse, strikkede han en uniform til sig selv.
Det var ikke en helt almindelig uniform, det var en due-uniform, så han kunne camouflere sig så han ikke blev spist af de andre dyr. Så skulle han kun passe på ræven….

Den morgen stod Frederik rigtig tidligt op, så tidligt at de andre frøen stadig lå og sov. Han listede sig lige så stille som en frø nu kan. Han tog sin due-uniform på, og gjorde sig klar til den store lange rejse imod det ukendte. Han kiggede sig tilbage for, at sikre sig at der ikke var andre der så ham, det var der heldigvis ikke, så nu drog Frederik afsted.

Frederik havde pakket en masse mad og drikkelse til turen og selvfølgelig også sit strikketøj, så han ikke kommer til at kede sig. Fordi Frederik ikke kunne kvække, var han ikke bange for at tage afsted. Det ville være frygteligt, at var klædt ud som en due og pludselig begynde at knække – det ville afsløre ham.

Frederiks rejse gik igennem den store skov og en masse vandhul. Det var godt for Frederik, så kunne han køle sig ned og få noget at drikke. Det var trods alt sommer, så der var meget varmt. Og endnu varmere at have en due-uniform på.

Da Frederik havde rejst næsten en hel dag, var han så udmattet, at han var nødt til at tage et hvil. Ja måske var det måske bedst, at finde et sted hvor han kunne overnatte, så han kunne være frisk dagen efter til endnu en dag, hvor han skulle trave med din due-uniform på.

Frederik fandt en dejlig stor sten, med en lille hule under, som passede perfekt til Frederik. Han hoppede ind i hullet og der var dejlig køligt, det var som om at der tidligere havde boet nogle frøer her.. Han fandt noget lækkert mad frem fra sin task, det var 6 store dejlige fede fluer som han slugte en efter en. Mens han var igang med den sidste lækre fluer, så hørte han en mystisk lød.

Pruuuuuuu, Pruuuuuuuuuuuuu.

Frederik blev faktisk en smule bange, selvom han var godt gemt under den store sten. Frederik fik mest lyst til at kvække for, at skræmme vedkommende der sagde denne lyd, men det kunne han jo ikke. Derudimod så han nogle store bare ben foran udgangen til stenen, og lyden Pruuuuuuu, Pruuuuuuuuuuuuu var nu lige ude foran stenen. Frederik var nærmest ved at tisse i due-uniformen, som han stadig havde på, men pludselig skete der noget.

Et kæmpe stort hoved kiggede ind i hulen hvor Frederik var. Pruuuuuuuuuuuuuuuu sagde en kæmpe stor due til ham. Frederik hoppede op og slog hovedet i ren forskrækkelse. 

“AVV!” sagde Frederik og duen sagde med det samme “Undskyld!”. Det beroligede Frederik, da han tænkte at det måtte være en venlig due, siden at den sagde undskyld til ham.

“Slog du dig?”sagde duen.

“Ja, lidt…faktisk…tror jeg, at jeg får en stor bule i hovedet” sagde Frederik og mærkede efter, og ganske rigtigt, en kæmpe stor bule var allerede på vej.

“Det må du altså virkelig undskylde! Det var ikke for at forstrække dig, jeg ville bare sige hej” sagde duen.

Frederik faldt til ro, selvom han havde rigtig ondt i hovedet. 

“Hvad hedder du?” Spurgte Duen

“Jeg hedder Frederik, hvad hedder du?” Spurgte Frederik.

“Jeg hedder Dorthe”, svarede duen.

“Måske jeg blev bange fordi jeg aldrig har set en levende due før” sagde Frederik.

Det kunne Dorthe ikke forstå og hun tænkte sig godt om. Nu er duer jo ikke så kloge, så det tog lidt længere tid en normalt. Men efter et par minutter hvor Dorthe bare gloede på Frederik og tænkte og tænke, sagde hun til sidst:

“Jamen du er da en due? Du ligner i hvert fald en due…”

“Gud!” Tænkte Frederik, han havde helt glemt, at han var iklædt en dueuniform og skyndte sig, at tage den af. Nu blev Dorthe endnu mere forvirret og fik større øjne end før, og igen gloede hun bare på Frederik mens hendes duehjerne kørte på højtryk. Denne gang kiggede hun i lidt over 3 minutter på Frederik inden hun kunne fremstamme en lyd…

“Jamen….øhhh……er du en frø?”

“Ja! Jeg har strikket denne dueuniform, så jeg ikke blev spist af de farlige dyr i skoven” Svarede Frederik.

Det synes Dorthe godt nok var smart tænkt af Frederik, den idé kunne hun aldrig selv have fået. Men hun var lidt overrasket over, at Frederik kunne strikke, for hun elskede nemlig selv at strikke. Det fik hun fortalt Frederik, som blev noget overrasket over det. Tænk at møde en anden, som også elskede at strikke, hvad er sandsynligheden for det? Det endte med, at Frederik og Dorthe blev de bedste venner og gav hinanden gode ideer til, at strikke forskellige ting. De andre dyr i skoven hørte om deres strikkekunst og flere dyr ville gerne prøve deres forskellige uniformer og det endte med, at de levende af at sy forskellige uniformer til de andre dyr i skoven.