I et lille, hyggeligt hjørne af Nordpolen, i en sneklædt landsby, boede en nisse ved navn Nis. Nis var kendt for sin sprudlende humor og sit evige smil, men mest af alt for sin lyse røde hue, som han bar med stor stolthed.
En blæsende vinterdag, mens Nis jonglerede med julekugler for at underholde de andre nisser, fik en pludselig vindstød fat i hans hue og blæste den væk. “Min hue!” råbte Nis og satte efter den. Men den drilske hue var som forsvundet i den kolde vinterluft.
Nis’ jagt på huen førte ham gennem snedækkede skove og over frosne søer. Han ledte højt og lavt, under snedækkede buske og i isede huler, men hans hue var ingen steder at finde.
Som han vandrede videre, begyndte han at tænke på de gode minder, han havde haft med sin hue. Han mindedes, hvordan han havde haft den på under alle de sjove nissestreger og de varme julefester. Smilende for sig selv indså Nis, at det ikke var huen, der gjorde disse minder specielle, men de øjeblikke han havde delt med sine venner.
Efter en lang og trættende jagt, da Nis næsten havde givet op, fik han øje på noget rødt i sneen. Han gravede forsigtigt og fandt til sin overraskelse en lille, hjemmelavet dukke, som en af landsbyens børn må have mistet. Dukken havde fundet ly i huen, som en varm rede.
Nis følte en bølge af varme i sit hjerte. “Du har holdt min hue varm og sikkert også haft brug for varmen,” sagde han til dukken og smilede. I stedet for at tage huen tilbage, besluttede han at lade dukken beholde den og tage den med tilbage til landsbyen.
Da Nis vendte tilbage til landsbyen med dukken og fortalte om hans eventyr, blev han mødt med jubel. De andre nisser klappede og lo, da de hørte, hvordan hans elskede hue havde fundet et nyt formål og bragt glæde til et barn.
En af nisserne, en dygtig huenisser, lavede en ny hue til Nis, denne gang endnu mere farverig og festlig end den forrige. Nis følte sig så glad, at han dansede en nissejig rundt om juletræet, hvilket fik alle til at grine højlydt.
Læs flere julehistorier.
0 kommentarer