Hyrdinden og skorstensfejeren

Introduktion

H.C. Andersens “Hyrdinden og Skorstensfejeren” er en fortryllende fortælling, der spinder et eventyr om kærlighed og modstand mod skæbnen. Gennem øjnene på to porcelænsfigurer, en yndig hyrdinde og en modig skorstensfejer, udforsker denne historie temaer af frihed, kærlighed og selvbestemmelse.

Eventyret om Hyrdinden og skorstensfejeren

Har du nogensinde set et virkelig gammelt skab, helt mørkt af alderdom og udsmykket med snirkler og blomstermønstre? Præcis sådan et skab stod i dagligstuen, det var blevet arvet fra oldemor og var udskåret med roser og tulipaner fra top til bund; der var de mest mærkværdige snirkler, og imellem dem kiggede små hjorte hovederne frem med mange takker. Men midt på skabet stod der udskåret en hel mand, han så virkelig skør ud og grinede, eller rettere sagt, han grinede på en mærkelig måde. Han havde bukseben som en gedebuk, små horn i panden og et langt skæg. Børnene i stuen kaldte ham altid “Gedebukkeben-overogundergeneral­krigskommandersergenten”, for det var et svært navn at sige, og der er ikke mange, der får den titel. Men at lade ham blive udskåret var også noget. Alligevel var han der nu! Han så altid hen mod bordet under spejlet, for der stod en yndig lille porcelæns hyrdinde. Hendes sko var forgyldte, hendes kjole var pænt opsmøget med en rød rose, og hun bar en guldhue og en hyrdestav. Hun var virkelig smuk. Tæt ved hende stod der en lille porcelæns skorstensfejer, så sort som kul, men ellers lige så ren og pæn som alle andre. At han var en skorstensfejer var bare en rolle, som porcelænsmageren havde givet ham. Han kunne lige så godt have lavet ham til en prins, for han var lige så fin!

Han stod der med sin stige så elegant og med et ansigt så hvidt og rødt som en pige. Det var egentlig en fejl, for han kunne godt have været lidt mere sort. Han stod lige ved siden af hyrdinden, de var begge placeret på samme sted, og da de nu var der, havde de forlovet sig. De passede godt sammen, de var unge, lavet af porcelæn og lige så skrøbelige begge to.

Tæt ved dem stod der endnu en dukke, tre gange så stor, det var en gammel kineser, der kunne nikke. Han var også lavet af porcelæn og påstod, at han var hyrdindens bedstefar, men han kunne ikke bevise det. Han påstod også, at han havde magt over hende, og derfor havde han nikket til Gedebukkeben-overogundergeneral­krigskommandersergenten, der friede til den lille hyrdinde.

“Nu får du en mand,” sagde den gamle kineser, “en mand, som jeg tror næsten er lavet af mahognitræ. Han kan gøre dig til Gedebukkeben-overogundergeneral­krigskommandersergentinde. Han har skabet fyldt med sølvtøj og mange andre ting i

de hemmelige rum!”

“Jeg vil ikke ind i det mørke skab!” sagde den lille hyrdinde. “Jeg har hørt, at der er elleve porcelænskoner derinde!”

“Så kan du være den tolvte!” sagde kineseren. “I nat, så snart det knager i det gamle skab, skal I blive gift. Det lover jeg som kineser!” Og så nikkede han med hovedet og faldt i søvn.

Men den lille hyrdinde græd og så på sin elskede skorstensfejer af porcelæn.

“Jeg tror, jeg vil bede dig om at tage med mig ud i den store verden, for vi kan ikke blive her!” sagde hun.

“Jeg vil alt, hvad du vil!” sagde den lille skorstensfejer. “Lad os gå med det samme. Jeg tror nok, jeg kan forsørge dig med mit arbejde!”

“Bare vi var væk fra bordet!” sagde hun. “Jeg bliver ikke lykkelig, før vi er ude i den store verden!”

Og han trøstede hende og viste hende, hvor hun kunne sætte sine små porcelænsfødder på de udskårne kanter og det forgyldte løvværk omkring bordbenet. Han brugte også sin stige til at hjælpe hende, og så var de nede på gulvet. Men da de kiggede hen mod det gamle skab, var der stor aktivitet. Alle de udskårne hjorte strakte hovederne frem, rakte takkerne ud og drejede på halsen. Gedebukkeben-overogundergeneral­krigskommandersergenten sprang højt op i luften og råbte over til den gamle kineser: “Nu løber de! Nu løber de!”

Det fik dem til at blive lidt bange, og de kravlede hurtigt op i skuffen for at gemme sig.

I skuffen lå der tre eller fire ufuldstændige kortspil og en lille dukketeater, der var sat op så godt det kunne lade sig gøre. Der blev spillet skuespil, og alle damerne – ruder, hjerter, klør og spar – sad på første række og viftede med deres tulipaner. Bag dem stod alle knægtene og viste, at de havde hoveder både øverst og nederst, ligesom kortene har det. Skuespillet handlede om to personer, der ikke måtte være sammen, og hyrdinden græd over det, for det lignede hendes egen historie.

“Det kan jeg ikke klare!” sagde hun. “Jeg må ud af skuffen!” Men da de kom op på gulvet og kiggede op mod bordet, var den gamle kineser vågnet og rystede hele kroppen. Han var jo knækket i bunden!

“Nu kommer den gamle kineser!” råbte den lille hyrdinde og faldt ned på sine porcelænsknæ, hun var meget bedrøvet.

“Jeg har en idé,” sagde skorstensfejeren, “lad os kravle ned i

den store duftkrukke, der står i hjørnet. Der kan vi ligge på roser og lavendler og kaste salt i øjnene på ham, når han kommer.”

“Det vil ikke hjælpe!” sagde hun. “Desuden ved jeg, at den gamle kineser og duftkrukken har været forlovet, og når man har haft sådan et forhold, er der altid lidt venlighed tilbage! Nej, vi er nødt til at gå ud i den store verden!”

“Har du virkelig modet til at følge mig ud i den store verden?” spurgte skorstensfejeren. “Har du overvejet, hvor stor den er, og at vi aldrig kan vende tilbage hertil?”

“Det har jeg!” sagde hun.

Og skorstensfejeren kiggede alvorligt på hende og sagde: “Min vej går gennem skorstenen! Har du virkelig modet til at kravle med mig gennem kakkelovnen, gennem tromlen og røret? Så kommer vi ud i skorstenen, og der ved jeg, hvordan jeg skal klare mig! Vi stiger så højt op, at de ikke kan nå os, og deroppe er der et hul ud til den store verden!”

Og han førte hende hen til kakkelovnsdøren.

“Det ser mørkt ud!” sagde hun, men hun fulgte alligevel med ham, både gennem tromlen og røret, selvom det ikke var særlig behageligt. Så stod de i den mørke kakkelovn og ventede bag døren for at høre, hvad der foregik i stuen. Der var helt stille. De kiggede ud – åh, der lå den gamle kineser midt på gulvet. Han var faldet ned fra bordet, da han ville fange dem, og han lå i tre stykker. Hele ryggen var knækket, og hovedet var trillet hen i en krog. Gedebukkeben-overogundergeneral­krigskommandersergenten stod, hvor han altid stod, og tænkte.

“Det er forfærdeligt!” sagde den lille hyrdinde. “Den gamle bedstefar er gået i stykker, og det er vores skyld! Jeg kan ikke klare det!” Og hun vred sine små hænder.

“Vi kan reparere ham!” sagde skorstensfejeren. “Han kan godt limes sammen igen! Vær ikke så ked af det! Når de limer ham i ryggen og giver ham en god klinke i nakken, så bliver han så god som ny og kan fortælle os mange ubehagelige ting!”

“Tror du det?” spurgte hun. Og så kravlede de op på bordet igen, hvor de før stod.

“Se, hvor langt vi er kommet!” sagde skorstensfejeren. “Det kunne vi have sparet os for al den besvær!”

“Bare vi kunne få den gamle bedstefader klinket!” sagde hyrdinden. “Kan det virkelig være så dyrt?”

Og de lappede ham sammen. Familien fik ham lappet i ryggen, og han fik en god klinke i nakken. Han blev så god som ny, men han kunne ikke længere nikke.

“Du er nok blevet hovmodig, siden du er gået i stykker!” sagde Gedebukkeben-overogundergeneral­krigskommandersergenten. “Jeg synes ikke, det er så forfærdeligt! Skal jeg have hende eller ikke?”

Skorstensfejeren og den lille hyrdinde kiggede rørende på den gamle kineser. De var bange for, at han skulle begynde at nikke, men det kunne han ikke. Det ville være ubehageligt for ham at indrømme over for en fremmed, at han altid havde en klinke i nakken. Så blev porcelænsfolket sammen, og de værdsatte bedstefaderens klinke. De holdt af hinanden, indtil de selv gik i stykker.

Læs også: Den Lille Rødhætte