Introduktion
H.C. Andersens “Den Lille Pige med Svovlstikkerne” er en dybt bevægende og tragisk fortælling, der udfolder sig på en kold nytårsaften. Gennem øjnene på en lille, fattig pige, der vandrer gennem byens mørke, kolde gader, udforsker Andersen temaer af ensomhed, håb og den flugt fra virkeligheden, som kun drømme kan tilbyde.
Eventyret om Den Lille Pige med Svovlstikkerne
Der var engang i den gruelige kulde på årets sidste aften, en lille pige som gik igennem de mørke gader. Hun var helt alene. Sne hvirvlede omkring hende, faldt på hendes bare hoved, og gjorde hendes krop iskold under de tynde, lasede klæder.
Pigen havde haft sin mors tøfler på, da hun forlod sit hjem, men nu var fødderne bare. Tøflerne var for store, og hun havde tabt dem, da hun skyndte sig over gaden, lige da to vogne skramlede forfærdeligt hurtigt forbi. En dreng, naboens Niels Christian, løb væk med den ene tøffel, og den anden kunne hun ikke finde.
Der gik nu den trætte pige, og de kolde brosten frøs hendes små fødder til is. I sit forklæde bar hun en bunke svovlstikker til salg, og ét bundt gik hun med i hånden. Men ingen havde den hele dag købt af hende, eller givet hende en eneste skilling.
Pigen rystede af kulde og sult, mens hun gik forbi huse, hvor andre børn lå trygge og varme i deres senge. Hvem der bare kunne få et varmt bad i et stort badekar. Lysene skinnede klart, det var jo nytårsaften, og der var en vidunderlig duft af gåsesteg.
Snart kunne hun ikke gå længere. Hun var så træt. Hun frøs mere og mere, men hun kunne ikke gå hjem til sine forældre uden at have solgt noget. De havde ingen varme og inden mad. Vinden peb ind gennem deres utætte tag, og deres tæpper var fugtige og tyndslidte.
Den lille pige kom til en snæver passage mellem to huse, hvor der var lidt læ fra den bidende vind. Hun satte sig ned og krøb rystende sammen. Hendes må hænder var lige ved at dø af kulde. Hun gned dem mod hinanden i et forsøg på at få følelsen igen, og spekulerede så på om ikke lyset fra en lille svovlstik ville kunne varme dem.
Hun tog én fra sit bundt, og strøg den mod væggen. Den lyste op i en lille klar flamme, som et lille stearinlys, og hun varmede sine hænder over den. Og med et forekom det hende som om hun sad foran et stort ildsted fyldt med knitrende træ. Duften af enebær og fyr bølgede gennem luften. For en stund følte hun varme og velbehag, men så slukkes svovlstikken, og ildstedet svandt bort.
En ny blev strøget. Den flammede op, og svovlstikkens lys gjorde husmuren gennemsigtig som et vindue, så hun kunne se ind i huset. På bordet der lå en skinnende hvid dug, med sølvfade og krystalglas. En gåsesteg tronede på midten, fyldt med æbler og svesker.
Til pigens forbavselse sprang gåsen ned fra fadet og vraltede lige hen imod hende. Men øjeblikket før den nåede hende der slukkedes svovlstikken, og det vidunderlige rum forsvandt.
Pigen tændte en tredje svovlstik. Pludselig sad hun under et glitrende juletræ, det smukkeste hun nogensinde havde set. Tusinde lys brændte på de grønne grene, og kugler af guld og sølv skinnede som ædelsten. Hun rakte ud efter dem.
Men flammen flakkede ud, og træets mange julelys de steg højere og højere op, op i himlen og blev til stjerner. Én af dem skød henover himlen i en lang ildstribe.
“Nu dør der én”, tænkte den lille pige. For hendes gamle mormor havde engang fortalt hende, at når en stjerne falder, stiger en sjæl til himmels.
Hun strøg en fjerde svovlstik og i dens glans stod den gamle mormor, så klar, så skinnende. Hun døde for mange år siden, men i det magiske lys stod hun der, så mild og skøn som pigen huskende hende.
“År mormor, tag mg med!” råbte hun. “Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom ildstedet, gåsestegen og det smukke juletræ!”.
Hurtigt strøg hun hele bundtet af svovlstikker, hun ville beholde sin mormor hos sig. Lyset strålede med sådan en glans, at det var klarere end sollyset ved den lyseste dag.
Mormor raket ud efter hende. Hun tog den lille pige ved hånden. De fløj op sammen, op i himlen, op til stjernerne, hvor pigen ikke længere frøs og ikke var sulten.
Den næste dag, i det kolde daggry, fandt forbipasserende den stakkels pige i passagen. Først troede de, hun sov, for hun havde røde kunder og et smil om munden.
Men de kunne ikke vække hende. Hun var stiv og kold, og frosset ihjel i vinternatten. Hun sad stadig med svovlstikkerne, hvoraf et bundt var brandt helt ud. Nytårsmorgensolen skinnede på hendes lille ansigt.
“Hun har bare ville varme sig, sagde man. “Hvis blot vi havde vist hende lidt mere venlighed, budt hende velkommen i vore hjem, eller købt hendes svovlstikker. ” Men det var for sent nu.
Ingen ville nogensinde få at vide, hvilke smukke ting hun havde set. Eller at hendes mormor havde ført hende væk fra mørket og kulden. Eller at den lille pige med svovlstikkerne var den første det nytår, der rejste til et varmere og gladere sted, stjernernes og den evige glædes land.
Læs flere julehistorier.
0 kommentarer