Der var engang en konge, der havde tre sønner. De blev kaldt stjerneprinsen, måneprinsen og solprinsen. Kongen fik sine to ældste sønner med sin første kone, og sin yngste søn fik han med sin anden kone. Da hans yngste søn blev født, lovede han at give sin anden dronning alt, hvad hun ønskede sig.
Mange år senere, da de tre prinser var blevet voksne, bad den anden dronning kongen om en gave. Hun ville have, at han skulle overlade tronen til hendes søn.
“Det kan jeg da ikke, min kære,” protesterede kongen. “Det er normalt, at det er den ældste søn, der skal arve kongeriget. Er der ikke noget andet, du ønsker dig?”
Dronningen blev gal, og kongen blev bange for, at hun måske ville forsøge at skade de to ældre prinser. Derfor sendte han dem ud i skoven, hvor de skulle bo, indtil det var sikkert for dem at vende hjem.
Den yngste søn valgte at tage af sted sammen med sine brødre. Kort efter kom de til en dam, der tilhørte en vandnymfe. Vandnymfen fortryllede alle, der drak af vandet, hvis de ikke kunne svare på dens spørgsmål.
Solprinsen gik ned for at hente noget vand. Da vandnymfen så ham, spurgte den:
“Hvordan er de gode feer?”
“De er ligesom solen og månen,” svarede solprinsen.
“Nej!” råbte vandnymfen og tog prinsen med ind i sin hule.
Da den yngste prins ikke vendte tilbage, gik måneprinsen ud for at kigge efter ham.
“Gode prins, hvordan er de gode feer?” spurgte vandnymfen.
“De er ligesom himlen over os,” svarede måneprinsen.
“Nej!” hylede vandnymfen og tog ham med ind i sin hule.
Da den ældste bror kom ned for at kigge efter sine brødre, stillede vandnymfen ham samme spørgsmål.
“Hvis jeg svarer rigtigt, skal du give mig mine brødre tilbage,” krævede stjerneprinsen.
“Gode feer er rene i hjertet og venlige i ord og handling.”
Vandnymfen var så tilfreds med prinsens svar, at den slap hans brødre fri.
Brødrene levede lykkeligt sammen i skoven. Da dronningen døde, vendte de tilbage til byen, og stjerneprinsen blev en klog og venlig konge.
0 kommentarer