Engang i en dyb, mystisk skov, levede alle slags skovdyr i harmoni. En gang om året, når månen skinnede som den klareste sølv, samledes de alle til den store Månefest. Det var en særlig aften, hvor skovens regler blev sat til side, og alle dyr, store som små, fejrede sammen under månens blide lys.
På Månefestens aften vågnede skoven op til en helt særlig musik, som blidt strømmede gennem træerne. Det var sangfuglene, der begyndte festen med deres melodiske toner. Snart begyndte de blide bække at klukke i takt, og selv vindens hvisken blev en del af melodien.
I midten af skoven var en stor lysning, og det var her, festen skulle finde sted. De første gæster var de hurtige, legesyge egern, der hoppede fra gren til gren med glæde. De blev snart fulgt af de majestætiske hjorte, de kloge ugler, de sky ræve, og mange andre. Selv de små mus var velkomne, og de blev betragtet med venlighed af de større dyr.
Da alle var samlet, begyndte festen for alvor. Der blev danset og sunget, og alle delte glæden med hinanden. Nogle dyr spillede musik, mens andre fortalte historier. Selv de skyeste dyr følte sig modige og deltog i festlighederne.
Midt i festen, mens alle dansede, lyste månen endnu stærkere, og skovens midte blev fyldt med et sølvlys, der fik alt til at glitre. Det var som om månen selv fejrede med dem.
Men som med alle gode ting, kom der en ende på festen. Da de første stråler af solopgangen farvede himlen, vidste dyrene, at det var tid til at sige farvel. Med løfter om at mødes igen næste år, vendte de tilbage til deres hjem i skoven, med hjertet fuld af glæde og sjælen fyldt med magi fra Månefesten.
Og mens skoven igen blev stille, kunne man stadig høre ekkoet af musikken fra den særlige nat, og alle vidste, at magien fra Månefesten ville leve i deres hjerter, indtil de igen ville danse sammen under den sølvbelagte måne.
0 kommentarer