“Mor, Far, vent på mig!” udbrød Kamelen Kenny, da han forsøgte at indhente sine forældre. Det er ikke altid sjovt, at være kamel. De laver næsten ikke andet end, at gå hele dagen. Kamelen Kennys forældre har lange ben, og han kæmpede med at hold samme tempo som dem. Kamelfamilien er ansvarlig for at transportere alle varer og mennesker over ørkenen. For tiden er Kenny stadig ung og ude af stand til at bære noget; alt han kan gøre er at følge efter sine forældre.
“Det er udmattende at skulle gå hele dagen!” sagde Kenny. Han bemærkede, at en falk fløj efter dem, hver gang de begav sig ud på deres rejse.
“Gad vide hvorfor falken gør det?” Det eneste, de gør, er at flyve rundt i himlen og lede efter mad.” tænkte Kenny. Han var i al hemmelighed misundelig på falken, som kan flyve og dermed undgår den varme sandørken.
Mens Kenny gik og tænkte over det, begyndte en stærk sandvind at blæse op. Den vilde vind begyndte at hyle og syntes at spise alt på dens vej. “Hjælp! Jeg kan hverken se eller trække vejret!” Da sandet kom ind i hans mund og næsebor, skreg Kenny. Han lukkede munden og forsøgte at holde sandet væk fra hans ansigt.
Efter et stykke tid stoppede sandstormen. Det blev mørkt, og ørkenhimlen, der engang var fyldt med sand, var nu fyldt med blinkende stjerner.
Lille Kenny hostede og spyttede sandet ud, der havde sat sig fast i hans hals. “Mor og far! Hvor er I? Er I okay nu? ” råbte Kenny. Der var dog ingen til stede. Kenny begyndte at gå i panik, fordi det var første gang, han var blevet efterladt alene i ørkenen. “Hvordan skal jeg finde mine forældre?” undrede han sig.
“Måske kan jeg se efter de fodspor, de efterlod.” Kennys øjne lyste. Kenny ledte efter fodspor, men stormen har fjernet ethvert spor. Der er ingen fodspor i den store, tomme og stille ørken.
Kenny er tabt. Han vandrede rundt i håb om at finde sin familie. Han var træt efter at have gået rundt i timevis og til sidst satte han sig ned. Mens han hvilede sig, løftede han sit hovedet for at se på de flotte stjerner og månen og spurgte: “Kære måne, kan du se min mor og far?” Kenny sukkede, månen svarede ikke. Kenny var så træt, at han faldt i søvn.
Han vågnede igen og nu var det ved at være morgen. Et lys tværts over horisonten vækkede ham. Pludselig bemærkede han et firben, der gik hen til ham. Kenny spurgte firbenet: “Kan du hjælpe mig med at finde mine forældre, firben?”
Mens han ventede på, at firbenet skulle svare, hørte han en raspende lyd fra himlen ovenover. Kenny løftede øjnene mod himlen og lagde mærke til en plet i det fjerne. Da det kommer tættere på, ser Kenny, at det er en falk, og den ligner den, der plejer at flyve efter dem. Falken nærmede sig Kenny, og begyndte at kredse om ham.
“Jeg tror den vil have mig til at fortsætte med at lede”. Kenny blev helt spændt og fulgte efter falken over klitterne og over bakkerne.
Timer senere bemærkede Kenny en stor by i det fjerne. “Endlige komjeg ud af ørkenen!” Kenny var ovenud glad. Lige da hørte Kenny en velkendt stemme, “Kenny! “Hvad har du lavet?” Da han vendte sig om, så han sin mor! Fornøjet styrtede Kenny hen mod sine forældre. “Jeg er så ked af det, mor og far. Jeg lover at følge dig tæt næste gang!”.
Sammen drog de videre på deres rejse.
Tak for dejlig læsning. Det kunne min datter godt lide 🙂