Den Standhaftige Tinsoldat

👉 ▶️ Se flere eventyrer på vores YouTube kanal.

Introduktion

H.C. Andersens “Den Standhaftige Tinsoldat” er en dybfølt fortælling om tapperhed, kærlighed og skæbne, fortalt gennem øjnene på en enbent tinsoldat. Dette eventyr er en af Andersens mest bevægende og symbolske værker, som udforsker temaer af mod, uforanderlig loyalitet og den ubevægelige skæbne.

Den Standhaftige Tinsoldat

Der var engang 25 tinsoldater, lavet af den samme gamle tinske. Det første tinsoldaterne hørte var en lille dreng, der klappede i hænderne, mens han hvinede “Soldater! Soldater!”.

Det var hans fødselsdag og han havde lige fået dem, så han satte dem ivrigt op på bordet.

Alle soldaterne var fuldstændig ens undtagen én, som kun havde ét ben. Han var nemlig den sidste til at blive lavet, og der var lige præcis ikke nok tin til, at lave ham færdig. Han stod dog lige så godt på et ben, som de andre stod på to.

Der var meget andet legetøj på værelset, men det, der straks fangede øjet, var et smukt slot lavet af papir. I slottets døråbning stod en fin, lille pige – også klippet i papir. Hendes arme var strakt ud, for hun var en danserinde. I dansens elegante bevægelse havde hun løftet det ene ben så højt, at tinsoldaten ikke kunne få øje på det. Derfor troede han, at hun – ligesom ham – kun havde ét ben.

“Hun ville være den perfekte kone for mig. Men hun er alt for fin til mig, hun bor på et slot, mens jeg kun har en æske, som vi er 25 om at dele. Men alligevel må jeg prøve at møde hende” tænkte tinsoldaten.

Tinsoldaten gemte sig bag en æske snustobak, der stod på bordet og ventede på den perfekte change for at møde hende.

Sent om aftenen blev de andre tinsoldater lagt tilbage i æsken, og folkene i huset gik i seng. Nu begyndte nattens magi, hvor legetøjet vågnede til live. Hvert eneste stykke legetøj sprang og dansede – undtagen tinsoldaten og den lille danserinde. Hun stod som altid rank og urokkelig på sin tåspids, og han stod lige så stille og fast på sit ene ben, uden at fjerne blikket fra hende et eneste øjeblik.

Da uret slog 12 blev låget på snustobakæsken slået op og en lille sort trold poppede frem. “Tinsoldat! Hold øjnene for dig selv” sagde trolden. Men tinsoldaten lod som om, at han ikke hørte hvad trolden sagde. “Det vil du fortryde i morgen” sagde trolden.

Om morgenen da børnene var stået op, satte de tinsoldaten op i vindueskarmen og uanset om det var troldens skyld eller et vindpust, så fløj vinduet op og tinsoldaten faldt med hovedet først, hele tre etager ned på den våde gade.

Efter et stykke tid fandt to børn tinsoldaten.

“Han skal ud at sejle!” sagde den ene.

Så de lavede en båd ud af avispapir, satte tinsoldaten ned i den og så ham sejle ned af rendestenen i den våde gade.

Med ét flød båden gennem en lang tunnel lavet af træ og det blev helt mørkt, som i hans æske.

“Hvor i alverden er jeg på vej hen?” tænkte han. “Det er altsammen den trolds skyld. Åhh hvis bare den lille unge pige havde været med mig”.

I samme øjeblik dukkede en stor vandrotte op, som boede i tunnelen. “Har du et pas?” spurgte rotten.

Tinsoldaten sagde ingenting, men klamrede sig endnu tættere til sit gevær. Båden hastede videre, med rotten bagved.

“Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told” skreg rotten.

Men strømmen blev stærkere og stærkere, og snart kunne tinsoldaten skimte dagslyset for enden af tunnelen. Samtidig lød en brølende larm, så frygtindgydende, at selv de modigste kunne få kuldegysninger. Alligevel stod den tapre lille tinsoldat så rankt han kunne, uden at ryste det mindste.

Båden hvirvlede rundt, tre eller fire gange og fyldes med vand, så tinsoldaten stod i vand op til halsen, mens båden sank, dybere og dybere. Til sidst fik han også hovedet under vandet, og han tænkte på den kønne lille danserinde, som han aldrig skulle se igen.

Som tinsoldaten sank, blev han pludselig slugt af en stor fisk. “Her er endnu mørkere end i tunnelen,” tænkte han. Men selv om han var forfærdet, stod han stadig rank med sit gevær – urokkelig og tro mod sin post.

Efter et stykke tid, blev der helt stille og han så et lysglimt, som et lyn. Tinsoldaten så igen dagens lys og nogen råbte højt: “En tinsoldat!”.

Fisken var blevet fanget og taget med ind i køkkenet, hvor kokken skar den op med en stor kniv. Hun tog tinsoldaten ud og bar ham ind i stuen. Hun satte ham op på bordet og helt mirakuløst befandt han sig i den selvsamme stue han havde været i før. Det samme legetøj stod stadig på bordet og det gjorde det smukke slot, med den kønne lille danserinde også. Hun stod stadig på ét ben med det andet strakt op i luften. Tinsoldaten var så rørt, at han var lige ved at græde tårer af tin, men det havde ikke været passende.

Han kiggede på hende og hun kiggede på ham, men de sagde ikke et ord. I samme øjeblik smed en af de små drenge, tinsoldaten ind i pejsen uden nogen grund. Det var uden tvivl den lille trold, der var skyld i det. Tinsoldaten stod der i den mest forfærdelige varme uden at vide og det var varmen fra ilden, eller varmen fra hans følelser.

Han kiggede på den lille danserinde og hun kiggede på ham og pludselig åbnede en dør sig og vinden tog den kønne lille danserinde og hun fløj som en sylfide lige ind i ilden til tinsoldaten. Ilden blussede op og hun var borte.

Tinsoldaten var nu blevet til en klump, og da stuepigen fjernede asken den næste morgen, fandt hun ham der formet til et lille tinhjerte. Alt hvad der var tilbage af danserinden var hendes paillet.

Tinsoldaten og danserinden levede sammen forevigt i asken.