Der var engang en munk, der var meget glad for sig selv.
Han gik fra by til by og søgte betaling for sin viden om de hellige skrifter.
Han mente, at han vidste mere end alle andre, han mødte på sine rejser.
“Det er et held for disse folk, at jeg kommer forbi og beder dem om almisser,” sagde han, da han nåede frem til næste by.
Og som sædvanligt overdængede byfolkene ham med mad og penge, når de så munken gå rundt i gaderne med sin træskål.
Men den højrumpede munk takkede aldrig for gaverne.
Han mente, at det var hans ret, fordi han var så klog.
“Jeg er så god og klog – alle kan se, hvor storslået jeg er!” pralede han.
Da han nåede til udkanten af byen, så han en mark fuld af væddere. Munken gik ud på marken og styrede direkte hen imod en af vædderne. Den sænkede sine store, spidse horn og begyndte at kradse i jorden med sine klove.
“Se bare!” sukkede munken selvtilfreds. “Selv dyrene ved, hvor storslået jeg er. Se, hvordan denne vædder bukker for mig.”
Væddernes ejer hørte mundens latterlige, højrumpede ord.
“Gode herre!” sagde han. “Pas på. Vædderen bukker ikke, den gør klar til at angribe.”
“Sludder!” vrissede munden. “Din vædder kan tydeligt se, hvor storslået jeg er!”
Han nåede lige akkurat at tale færdigt, inden vædderen kom tordnende imod ham.
Munden forsøgte at flygte, men det var for sent. Vædderen kastede ham højt op i luften, og da han ramte jorden igen, tabte han alle sine almisser.
“Så hjælp mig dog!” hylede han. “Jeg tror, jeg har brækket mit ben, og al min mad er ødelagt!”
“Du skulle nok have lyttet til mig” sagde manden.
Munden blev flov og bøjede hovedet. “Du har ret. Undskyld. Jeg skulle ikke have været så selvglad.”
“Nuvel, jeg tror, du har fået en lærestreg” smilede manden. “Kom med mig hjem til middag.”
Og efter den dag takkede munden ydmygt alle, der gav ham almisser.
0 kommentarer