Dovne Lars

Se flere godnathistorier på vores YouTube kanal.

Der var engang en dreng, der hed Lars, som boede sammen med sin mor i en lille hytte. De var meget fattige. Moren tjente lidt ved at spinde uld, men Lars var meget doven og gjorde intet for at hjælpe til. Til sidst sagde Lars’ mor til ham, at hun ville smide ham ud, hvis han ikke begyndte at arbejde for føden.

Lars ville ikke smides ud, så han fandt et job for en dag på en bondegård. Bondemanden gav ham en flaske mælk for hans arbejde. Lars puttede flasken ned i sin jakkelomme. Da han kom hjem, havde han spildt al mælken.

“Din dumme dreng!” råbte hans mor. “Du skulle have båret den på hovedet.”

“Det gør jeg næste gang,” svarede Lars.

Næste dag fik Lars job hos en bager, der ville give ham en stor kat for hans arbejde. Lars satte katten op på hovedet, men den kradsede ham så meget, at han måtte lade den gå.

“Din dumme dreng!” råbte hans mor. “Du skulle have bundet en snor om den og trukket den efter dig.”

“Det gør jeg næste gang,” sagde Lars.

Dagen efter arbejdede Lars hos en slagter, og der fik han en stor lammekølle for sit arbejde. Lars tog kødet, bandt en snor i det og trak det efter sig. Da han kom hjem, var kødet blevet helt ødelagt.

“Din dumme dreng!” rasede hans mor. “Du skulle have båret det på din skulder.”

“Det gør jeg næste gang,” sagde Lars.

Lars’ næste job var på en bondegård, der gav ham et æsel for hans indsats. Lars var en stærk knægt, men han havde alligevel besvær med at få æslet op på skulderen. Det lykkedes til sidst, og han begyndte at stavre langsomt hjemad.

Nu var det sådan, at der boede en rigmand sammen med sin eneste datter i et hus på vejen hjem. Datteren var meget smuk, men hun havde aldrig sagt et ord. Lægerne sagde, at hun ikke ville tale, før nogen havde fået hende til at grine. Hendes far havde svoret, at den første person, der fik hende til at grine, måtte gifte sig med hende.

Pigen stod tilfældigvis og kiggede ud ad vinduet, da Lars kom stavrende forbi huset. Synet af æslet med benene i vejret var så komisk og mærkværdigt, at pigen begyndte at grine og straks fik sin stemme tilbage. Hendes far var henrykt, og han spurgte Lars, om han ville gifte sig med hans datter.

Lars og hans mor blev aldrig fattige igen. De boede i et stort hus til deres dages ende sammen med Lars’ kone og hendes far.