Der var engang en genert blæksprutte, der holdt til i et roligt hjørne af koralrevet. Den kom sjældent frem, og hvis den stødte ind i nogen, ville den klemme sig ind i den nærmeste sprække og gemme sig – blæksprutter kan nemlig komme ind på steder, hvor ingen andre kan.
En dag lå blæksprutten og gemte sig, da den hørte et råb. “Hjælp!” skreg en lillebitte stemme. “Det er mig, krabben! Jeg er faldet ned i en sprække, og jeg kan ikke komme op.”
Blæksprutten kiggede ud fra sit gemmested og så, hvordan de andre havdyr forsøgte at redde deres ven.
Først prøvede søhesten at klemme sig ned i sprækken … så klovnfisken … og til sidst murænen. Men de var alt for store. Blæksprutten vidste, at den var nødt til at hjælpe.
“Lad mig forsøge,” sagde den genert. Og til alles store overraskelse klemte den sin gummiagtige krop ned i sprækken og trak krabben fri med en af sine lange fangarme. Alle jublede.
“Min helt!” sukkede den lille krabbe og smilede til blæksprutten. Blæksprutten rødmede, men den var også meget glad. Måske var det slet ikke så svært at få venner.
0 kommentarer